DEL 1: Tics stims hyperaktivitet - STIMS

Tics - Stims og Hyperaktiviteter - hvad er forskellen egentlig?

del I - for del II følg link her

Har du bidt og bidt og bidt i dine negle, eller pillet i dine neglerødder, som en besat - til det blødte og til du ikke kunne bruge din hænder uden smerte. Eller har du revet og pillet og rodet i dit hår til det faldt ud?, snoet og snoet det på fingrene, og forsøgt at skjule at du fik stadigt flere sår, eller hårløse pletter i din hovedbund, eller bare accepteret og gået konsekvent med kasket, for at undgå at skulle tale om det, når du ikke kunne forklare og verden ikke kunne forstå. Rokker du med kroppen, med hovedet, eller nynner konstant - og forstyrrer dine forældre eller oplever at dine kære bliver pinligt berørte når du igen - uforvarende - pådrager dig alles opmærksom på MC Donalds, ved at flappe med armene og lave pruttelyde med læberne. Har du oplevet at blive så presset og frustreret, at du igen og igen slog hovedet mod væggen, for at få ro - RO. Eller kæderyger du, og har igen og igen forsøgt at stoppe, men formår ikke at føle dig hjulpet af de tonsvis af gode og nu evident anerkendte erfaringer og metoder, der hjælper alle andre. Er det altid dig i undervisningen, eller til mødet, der klikker med en kuglepen, så de andre bliver tossede, og til sidst tror du gør det for at provokere. Er du måske også selv lidt begyndt at tænke på dig selv som en provokatør? Har du ikke længere tal på det antal gange hvor en person har lagt en "beroligende" fast hånd på dit lår, din arm, din overkrop, fordi de syntes du "hoppede" med kropsdelen, og ønskede at stoppe dig? Klør og kradser det overalt, når du ligger stille for længe og skal du altid helst have gang i såvel telefon, som TV, som computer, for rigtigt at kunne følge med i alle tre? Kan du få en så indædt trang til at råbe "PIK" eller "FUCK", at du faktisk gør det, også midt i eksamen, eller lige før du hopper af bussen, så alle alligevel når at høre det, selvom du undertrykte det i lang tid? Eller måske opdager du ikke engang at det sker, men først når omgivelserne reagerer - oftest med forskrækkelse, forargelse, eller vrede - så forstår du at du nok igen fik sagt, eller gjort noget, der ikke var planlagt.

Ved du hvorfor? Hvis ikke, så ved du bestemt heller ikke hvordan du kan lave en forandring, og hvordan du kan sikre, at forstå de signaler som dit handicap sender dig.

Du kan nemlig se disse adfærdsmønstre og tusinde andre, som dem, som signaler på behov din hjerne har, og som den på genial vis formår at udløse tilfredsstillelse i forholde til, helt uden din bevidste hjælp. Lær at elske dine stims, dine hyperaktiviteter, og dine tics, ved at forstå, hvad det er de giver din hjerne, og ved at se, at når du forstår det, så kan du selv blive mester i at fodre hjernen med det samme, blot med metoder du selv har bestemt, der passer såvel dig, som dine omgivelser, og som ikke er skadelige, selvskadende, eller forstyrrende!

Først skal du naturligvis forstå hvad den udløsende årsag til handlingerne er. For det er den udløsende årsag, der skal adresseres, når du skal ændre handlemønstre. Du må ikke tro du bare skal holde op. Det du skal, er at lære, at sætte noget andet i stedet, noget der opfylder det samme behov. Indtil videre har du enten bare fået ro til at udføre dine handlemønstre, eller du har fået forskellige former for hjælp, eller ordrer, eller henstillinger - der sigtede mod ophør af disse handlemønstre.

Vi arbejder aldrig med at man bare skal stoppe - man skal erkende, forstå, og så skabe forandring, der sundt lægger i forlængelse af denne forståelse. Forandringer og udvikling, skal stå på et sundt fundament af erkendelse, forståelse og evt. ny adækvat handling (adækvat= BÅDE passende og tilpasset).

Hvordan kan du så forstå de forskellige handlemønstre?

Stims er udtryk der beskriver selvberoligende adfærd, kort for "selfSTIMulation". Eksempler er når autisten piller, rokker, rager, gnider og gnubber, flapper med armene, "bobber" med hovedet, nynner kontinuerligt, laver monotone strubelyde, gentager remser - egne eller andres, snor hår, slikker/tygger/berører noget der er koldt/varmt/glat. I ekstreme tilfælde er disse stims voldsomme, med skader til følge, særskilt på autisten selv: hårtab, kontinuerligt åbne og genåbnede sår, smerter i led og ekstremiteter, svære selvpåførte slagskader, kradseskader, bideskader osv.. Mere indadvendte eksempler, som omgivelserne måske ikke kender til, er når du får tanker der kører igen og igen, når en remse eller et rim kører inde i hovedet, når din yndlingsligning er det der passerer forbi med hundrede i timen, og du holder fast i den, og gennem den finder de andre. Det kan også være lyde du søger, der kan berolige dig, eller smagsoplevelser, dufte, taktile oplevelser, - måske presser du dig helt ind i hjørnet på sofaen, eller ligger dig under den helt op af væggen, med lidt af sofaens vægt hvilende på din overkrop. Måske får du voldsom lyst til at sortere dine ting, men er ikke hjemme, og sorterer dem derfor i hovedet i stedet, og ser dem for dig. Måske forsøger du at få orden på det hele, ved at tale med dig selv og fortælle det hele, - alt uordenen til dig selv - og systematisere den og rette den op, fortælle hvordan det skal være, dette gentager du igen og igen til du ikke længere husker, hvad der udløste det. Stims er altså forskellige former for gentagne adfærdsmønstre, der oftest er helt og fuldstændigt automatiserede, og endvidere sagtens kan være enten usynlige, eller bevidst skjult, for omgivelserne. Vær opmærksom på, at des mere udadrettet en autisme, der er tale om, altså jo længere inde på spektret mod normalområdet, autisten befinder sig, des bedre bliver vi til at skjule denne adfærd. Det er ikke det samme, som at vi ikke udøver den, og det lader sig bestemt heller ikke altid gøre at skjule den, i det den automatiseres i stigende grad, følgende graden af den belastning, der udløser den.

Vi ved jo alle, at autisme er relateret til svære vanskeligheder med bearbejdning af sanseinput. Dette er også nu anerkendt som et af de primære kendetegn ved autisme, hvorfor det også i det kommende DSM 5, er angivet som del af diagnostiske kriterier. Dette er en af de enestående ting, ved de nye kriterier i autismediagnosen, og bestemt en god tilføjelse, fordi den adresserer en kerneproblematik. Desværre er dette endnu ikke beskrevet som en kerneproblematik, men ikke desto mindre, er det dog medtaget, således det ikke længere blot er ydre og synlige symptomer på autismen, der er medtagede i de diagnostiske kriterier i DSM 5.

Dette er væsentligt for denne blog fordi: årsagen til at vi autister udøver selvberoligende adfærd, er at vi har behov for den. Dvs. vores sanseintegrerende funktioner i hjernen er blevet overbelastede, og har nu behov for at skabe ro. Der skabes ro, ved at udføre en specifik form for handling, som hjernen af erfaringen har lært vil overdøve alle andre sanseinput og dermed skabe ro, i den forvirring og overbelastning, der er opstået. Det er også derfor vores stims kan være så ekstremt voldsomme - der kan jo være tale om større eller mindre belastning. Hvis jeg er i et skænderi, kan jeg ende med at slå mit hoved ind i muren, hvis jeg er på MC Donalds (efter eget fri valg), kan jeg måske godt nøjes med at rokke, gynge og nynne. Hvis jeg er ved at skrive et blogindlæg og der er andre i huset, kan jeg måske nøjes med at gynge med hovedet. Der er altså en form for overensstemmelse mellem graden af belastning, og behovet for udøvelsen af stims.

Jeg opdager kun sjældent selv, at jeg stimmer (udøver selvberoligende adfærd), men mine omgivelser har den fordel, at de kan se mig udefra, og kan derfor opdage det. Her kan de hjælpe mig: ved at gøre mig opmærksom på min adfærd. Når de gør det, kan jeg vurdere om jeg bør søge ro på anden vis, eller om den igangværende belastning er en nødvendig del, af det liv jeg gerne vil leve. Her kan jeg altså begynde at vælge enten at forblive i det der belaster, eller at søge ro og fred andetsteds. Vores stimming, kan til tider være tæt relateret til vores særinteresser, eller særskilte fokusområder, i det der jo følger en stærk beroligelse og tilfredsstillelse, ved at beskæftige sig med det fordybede område af interesse. Dermed betyder adfærden altså ikke altid at vi er overbelastede, og blandt andet derfor er det også meget vigtigt at vi selv får stort kendskab til dette, og til vores egne sunde og ofte velvalgte coping-mekanismer. Stimming er jo en form for coping, idet stimming i sin gode variant, hvor belastningen ikke er så overvældende, at den fører til selvskadende adfærd, jo netop sætter os i stand til at være steder, hvor vi ellers overbelastes i vores sanseapparat. Så når jeg står på Mc Donalds og begynder at rokke, gynge og nynne, så kan jeg faktisk gynge lidt mere og nynne lidt mindre, og få samme effekt - når bare jeg bliver gjort opmærksom på dette. Så kan jeg faktisk ind i mellem godt håndtere og holde til, at gå sådanne steder hen, med mine børn og min mand, der nu engang godt kan lide den mad (ind i mellem). Andre gange kan det være at jeg opdager, at jeg faktisk ikke kan være der, og kan derfor handle anderledes på at denne belastning følger i halen på en lang række af andre belastninger i den aktuelle hverdag, og jeg kan så aftale med min familie, at jeg venter i bilen.

Pointen er her: lær dine stims at kende, hjælp dit barn til det samme. Forstå dem som det de er: signaler fra dit sansebearbejdningsapparat. Lær at vurdere belastningen du reagerer på, og begynd at vælge hvor du bliver og bruger dit stim til at cope, og hvor du i realiteten er for overbelastet og bør vælge at trække dig og søge ro.

Jeg kan ikke her beskrive konkrete tiltag for den enkelte, angående iværksættelsen af dette, idet det er unikt for hver eneste person med autisme. Det kan være nødvendigt med eksperthjælp fra personer som os, til erkendelse og selvforståelse, og særligt til iværksættelsen af hensigtsmæssig håndtering, eller til at hjælpe sine børn til det samme. Der er dog ingen tvivl om, at det hele starter med at få en viden og en forståelse, for sit eget indre, eller for sine pårørendes indre, og det håber jeg at vi med denne blog, kan medvirke til at skabe.

Hvis du vil vide mere, så hold øje med os her, vi fortsætter med beskrivelsen af tics og hyperaktiviteter, således du kan skelne mellem stims, tics og hyperaktiviter, og dermed også fuldt ud kan forstå hvad de betyder for dig og for din autisme, eller for din ADHD, og også kan begynde at se det rigtige behov, de er et udtryk for.

Husk at følge os på https://www.facebook.com/JHOconsult

Direkte videre til del II her