Skal man sige det?

I forbindelse med en supervisions- og undervisningsopgave, udtrykte en af vore samarbejdspartnere bekymring over at vi havde opfordret en ung kvinde til at blive videreudredt. Vi havde fået mistanke om at hun udover den kendte og diagnosticerede ADHD også kunne have Autisme. Vores samarbejdspartner havde en bekymring om hvilken betydning det kunne få, hvis denne person i sin søgning efter opklaring, beskrev at det var os der havde opfordret til dette.

Det tog umiddelbart en del tid for os at forstå hvilken bekymring der overhovedet lå bag, men det viste sig at den primære bekymring var, at der måske ville blive henvist til at vi havde beskrevet behovet for yderligere udredning, med en specifik reference til en tanke om mulig autisme. Det, der nu undrer og bekymrer, er om der rundt om sidder mange og tænker som vores samarbejdspartner? 

Jeg oplever en nødvendighed af at uddybe hvorfor dette er så relevant et spørgsmål, og dette deler sig umiddelbart i to retninger: den ene nogle rent faglig etiske dilemmaer - hvad er man forpligtet til i sit fag og sit virke. Har man indberetningspligt, hvordan skal man håndtere denne? Har man en forpligtelse overfor den man arbejder med, i form af at sikre og støtte den sunde udvikling, ved at informere om væsentlige forhindringer i udviklingen, eller risikerer man evt. at forhindre den sunde udvikling ved at give denne information? Hvor langt skal man gå for at hjælpe andre videre - her tænkes udover de rent juridiske rammer - altså hvor forpligtet er man i forholdet til at sikre at der reelt forefindes hjælp efterfølgende, hvor meget skal man selv hjælpe efterfølgende osv..

Den anden retning dette spørgsmål deler sig i, er mere konkret og har et mere udadrettet fokus, idet den ikke primært forholder sig personlige eller faglige konsekvenser for fagpersonen, men i højere grad har fokus på det menneske man har undervist/behandlet/superviseret etc.. Her er det klareste spørgsmål nok: hvis vi i vores virke har observeret eller erfaret noget, der antagelig er stærkt forhindrende for en persons muligheder for at nå egne mål og bruge egne kompetencer, skal vi så konkret italesætte dette? I dette tilfælde opstod det jo konkret i forholdet til en ung kvinde, der ikke synes at være hjulpet tilstrækkelig af indsatser målrettet ADHD, men antagelig ville profitere af indsatser målrettede Autisme. Hvordan er vi som fagpersoner i en sådan situation mest hjælpsomme overfor denne person? Det kunne jo dog også være en person der kommer til os, for at få hjælp i forholdet til svær stress, og her har vi flere gange opdaget at denne person antagelig kan have en ADHD, hvor vi hjælper videre til udredning og således også kan iværksætte stresshåndtering, der er egnet ved ADHD, frem for indsatser der evt. passer bedre i andre sammenhænge. Vi kan altså bedre hjælpe konkret og specifikt.

Det er dog ikke blot os fagprofessionelle,  der bedre kan hjælpe. Det er jo i realiteten den berørte selv, der bedre kan hjælpe sig selv. Den forøgede selvforståelse fører jo ikke blot muligheder for at søge hjælp til det rette, men i langt højere grad og mere vigtigt for os - den fører til muligheder for at hjælpe sig selv bedre. Muligheder man ikke har, når man ikke kender årsagen. Dermed bliver det faglige dilemma på dette område ikke så meget om man "skal sige det", fordi hvad er alternativet? Alternativet er at jeg som professionel sidder på en viden, der ikke gavner den jeg skal hjælpe. Ville man ønske sig en tømrer der ikke gjorde opmærksom på, hvorvidt ens hus kunne holde til den tagbelægning man var ved at vælge? Ville man ønske sig en Alment praktiserende læge, der ikke fortalte at man burde blive undersøgt ved en specialist for cancer? Har vi reelt som fagpersoner noget valg i denne sammenhæng?

Vi har tidligere drøftet dette med flere udredende specialister også. De har alle beskrevet, at deres erfaring er, at det udelukkende er mennesker med stor faglig indsigt der opdager, især disse komplekse overlap hvor der er såvel Autisme som ADHD, og vi er blevet mødt med en enighed om, at det er meget væsentligt at hjælpe disse mennesker videre til en konkret udredning. En af disse speciallæger beskrev helt konkret, at det var ikke noget væsentligt problem, om vi evt. tog fejl, fordi var der en mistanke, så var der antagelig en grund, der også var væsentlig at få afklaret, og dette var speciallægens regi. Han forklarede dog også at det netop var så vigtigt at få observationer og begrundelser, og forklaringer og årsagstanker med, da man i voksenpsykiatrien ikke havde samme muligheder for observationer, for at indhente beskrivelser etc., som man jo befatter sig med på børne- og unge området. Her er det jo ofte den voksne alene, der er i konsultation. Slutteligt har en af disse speciallæger forklaret: "Jeg opdager jo ikke om folk har behov for hjælp hos mig, det er jo kun hvis de via kontakt med personer som jer får hjælp til at opdage det, og derefter får en henvisning...".

Det er altså også ifølge de udredende og diagnosticerende enheder væsentligt at vi beskriver og fortæller og forklarer - og naturligvis at vi beskriver, at det er lægen der udreder, og kan vurdere hvorvidt mistanken er meningsgivende og fører til en evt. diagnosticering.

Der ligger således disse og langt flere overvejelser bag vores valg af håndtering på dette område. Har du gjort op med dig selv, hvordan du håndterer det? Har du undersøgt andres holdning til det? Hvad ville du selv ønske dig, hvis det nu var dig, der var berørt? Vi er jo selv begge berørte og har henholdsvis ADHD, samt ADHD og Aspergers Syndrom. Vi har begge oplevet smerten ved at leve med ukendte præmisser, der stillede sig hindrende i vejen for at vi kunne nå vores mål uden sværdslag, og vi har begge oplevet lettelsen, og forandringen der blev mulig, da vi fik viden og erkendelse, og kunne forandre vores måder at gøre ting på. Livet blev lettere. Ikke i nuet, men over tid, hvor denne viden har skabt erkendelser, og påvirket færdigheder og holdninger, således vi bedre og uden såvel indre som ydre nederlag har kunnet nå de mål vi løbende opstiller i vores liv.

Endvidere er det jo sluttetligt således at vi i vores virke har den overordnede holdning, der næsten er blevet mantra i denne blog: Handicap er, når man ikke selv forstår, når omverden ikke forstår, og når ingen forklarer. Hvis vi vil ligestilling, ligeværd og ligebehandling, så skal vi forstå, forstås og have lov at give og modtage forklaring.