DEL 3: Tics stims hyperaktivitet - HYPERAKTIVITET

Del III - for del I klik her, for del II klik her

"Sid stille!" "Hold op med det!" "Ti nu stille lidt!" "Kan vi ikke bare slappe lidt af!" Bare et par af de udtryk mennesker med hyperaktiviteter ofte vil have hørt mange gange i deres liv. Sætninger som på alle måder bør være udtryk for, at der er tale om automatiseret adfærd, som personen ikke selv har kontrol over. Tænk lidt over det, - hvornår begynder vi egentlig, under almindelige omgangsformer, at tale i bydeform til andre? Det gør vi generet set kun, hvor omgivelsernes adfærd, er voldsomt forstyrrende, set i forholdet til konteksten. Der er naturligvis en del forklaringer, der bunder primært i vores egen stress, men når vi oplever at vi igen og igen til vores børn, eller måske endog til vores samlever, vores kone eller mand, gentagne gange ytrer sætninger i bydeform, hvis indhold tilnærmelsesvist ligner de ovenstående, så kan der være god grund til at erkende, at det er bestemt ikke normalt. Det er ikke normalt kontinuerligt at skulle gøre omgivelserne opmærksom på, at der er noget i deres adfærd, der er voldsomt forstyrrende for andre. Det er altså ikke normalt at have et bevægelses mønster der adskiller sig så markant fra andres, at det medfører livsvarigt tilbagevendende kommentarer og reaktioner fra omgivelserne, uden varig forandring ved den berørte.

Når vi, der har ADHD, til trods for regulerende henvendelser fra omgivelserne, ikke varigt nedsætter omfanget af hyperaktiviteter, så skyldes det jo at de er dels automatiserede, og dels at de er dette, af en vældig god årsag. Som I husker fra de forrige afsnit, så medfører bevægelse forhøjet arousal til den sovende hjerne, og hyperaktivitet er jo blandt andet bevægelse. Det altså endnu en af de geniale metoder til forhøjelse af dopaminniveauet, som den geniale og konstant kompenserende hjerne har iværksat. Hyperaktiviteter er en gave, en gave der holder vores hjerne opmærksom og i stand til at skærpe fokus.

Men hvad er hyperaktivitet? Pr. definition er hyperaktivitet enhver aktivitet der ikke umiddelbart er nødvendig i forholdet til indeværende situation. Dermed er hyperaktivitet en meget bred gruppe af aktiviteter. Det ovenfor beskrevne indikerer primært bevægelse, og lyd, altså at springe rundt, at løbe, at hoppe, at klø sig, at pille ved sine smykker, ærmegab..., at tale, at tygge, at synge, at nynne osv. osv.. Des mere forsøg på kontrol, såvel bevidst som ubevidst, des mindre iøjefaldende hyperaktiviteter af disse typer. Hyperaktivitet er dog jævnfør definitionen ikke blot de ting vi umiddelbart kan iagttage, hvilket undersøgelser for ADHD ellers kan give den tanke at det er, men hyperaktiviteter skal jo forstås i forholdet til hvilket behov det er de opfylder for hjernen: hyperaktiviteter forhøjer arousal, altså hjernens vågenhedsniveau. Dermed kan hjernen altså anvende alle de centre, der forhøjer arousal. Hele sanseapparatet bevirker input der forhøjer arousal, og derfor er der forhøjet input på alle sanseapparater, det er såvel syn, smag, hørelse, følesans, lugtesans, som det er disse i sammenhæng, eksempelvis bevægelse, eller det kan også være markant forhøjet tankevirksomhed, eksempelvis kontinuerlig gang i refleksion og anden tankevirksomhed. Dermed er den bærende og overvejende del af hyperaktivitet usynlig for omgivelserne, og det er ikke muligt via umiddelbar observation at konstatere hvorvidt der er tale om hyperaktivitet eller ej. Dette er særligt tydeligt når vi har fokus på piger med ADHD, eller de mere stille drenge med ADHD, der ofte diagnosticeres med ADD (altså opmærksomhedsforstyrrelse uden hyperaktivitet), til trods for markant forhøjet hyperaktivitet blot af de usynlige typer. Dette også markant ved voksne der sendiagnosticeres, idet de har lært sig selv at undertrykke udadrettede hyperaktiviteter, hvilket ikke fjerner hjernens behov for at øge arousal, men blot skaber en situation, hvor hjernen øger arousal ad anden vej. Kort sagt at de mange sanse- og tankehyperaktiviteter stiger i antal og intensitet, når de synlige fysiske hyperaktiviteter falder i intensitet og frekvens.

Hyperaktiviteter har således til formål at skabe forøget vågenhed i hjernen, ved blandt andet at skabe en vedvarende forstyrrelse ved hjælp af sanseinput. Konsekvensen er at hjernen ganske rigtig forbliver i forhøjet arousal, men det får også den utilsigtede konsekvens at graden af forstyrrelse bliver så høj at en høj grad af arbejdshukommelsens kapacitet tillige beslaglægges, og dermed nedsættes i forholdet til de alment fungerende omgivelser. Af dette følger så endnu en kompenserende adfærd og tænkning der er karakteristisk for alle mennesker med en udfordret arbejdshukommelse - fokustænkningen, og plantænkningen, men mere om dette på et senere tidspunkt. For nu er det vigtigt at holde fast i, at hyperaktivitet har et væsentligt formål, og at de er hjernens eget automatiserede system for kompensation for den nedsatte vågenhedstilstand der er grundlaget for ADHD-hjernen.

Der medicineres ved ADHD primært med en gruppe af medicin der betegnes centralstimulantia (fx. Ritalin, Concerta, Motiron - det virksomme stof vil være enten en form for amfetamin - dexamfetamin fx., eller det kan være Methylphenidate el.), denne medicin er dopaminvirkende, og påvirker hjernens dopaminniveau direkte og over en relativt kort periode. I kraft af dette stiger hjernens vågenhedsniveau, og dermed falder hjernens behov for hyperaktivitet, og dermed også de forstyrrelser hjernen udsættes for. Dette er baggrunden for medicinens positive effekt ved ADHD, såfremt man naturligvis kan tåle medicinen. Der er også andre medicintyper, typer der påvirker det dopaminerge system mere indirekte, og derfor ofte også påvirker andre systemer, der i hjernen har andre formål end blot at regulere vågenhedstilstanden. Ikke desto mindre har man det samme formål med medicineringen at mindske hjernens behov for automatiseret iværksættelse af hyperaktivitet, der bevirker stærk distraktion og forstyrrelse af såvel den berørte som af omgivelserne. Det er altså meget kendetegnende at stoffer der rent kemisk vil give voldsom overaktivitet ved mennesker uden ADHD, ofte vil virke beroligende på mennesker med ADHD, idet deres aktivitetsniveau sænkes markant og tilnærmer sig rammen for det almene. Således stod der i flere år på min søns medicin: "beroligende ved ADHD".

Nærværende fokus vil altså være, at det ikke er meningsgivende at bede et menneske der udfører hyperaktivitet om at "sidde stille", "tie stille", eller på anden vis være regulerende i forholdet til dette, men nærmere at man imødekommer sit eget behov: "uha, jeg bliver godt nok forstyrret af at du render rundt her lige ved siden af mig..." og dernæst at man imødekommer den andens behov: "kan du evt. finde en anden hyperaktivitet, der ikke er forstyrrende for mig?". For det kan vi altid! Nogle ved ikke dette om sig selv, at enhver hyperaktivitet bevirker forøget arousal, og så er det jo at fokus må være at gå i gang med at undersøge: kan jeg evt. tygge tyggegummi (bevægelse), kan jeg gnide mine hænder mod det ru stof på mine jeanslommer (sansning og bevægelse), kan jeg se mig om i lokalet (sansning), osv. osv. - det vigtigt er at man også har hyperaktiviteter, der ikke kræver en særlig genstand at "dimse med", da man jo faktisk kan risikere at glemme en sådan, og hvad gør man så...

Dette var sidste afsnit i gennemgangen af typiske bevægemønstre ved ADHD, Autisme og Tourettes. Der er dog kommet gode forslag til andre emner der vil blive behandlet i bloggen, så hold øje med bloggen her, del også gerne dine egne erfaringer, og glem stadigt ikke at følge os her:

https://www.facebook.com/JHOconsult