Parforholdet - ADHD og Autismerne

Et vidtgående handicap har vidtrækkende betydning for den berørte. Det påvirker vores tænkning, sansning, og dermed al adfærd, på alle områder af vores liv. Prøv at tænk på det således: vores handicap påvirker den måde vi opfatter omgivelserne på, og dermed også den måde, hvorpå vi tillægger omgivelserne betydning. Vores handicap betyder endvidere at den måde vi oplever verden på, den måde vi påvirkes af verden på, gennem berøring, tiltale, synsindtryk osv., også opleves anderledes for os, end det gør for andre – end det gør for den neurotypiske del af verden, de der ikke har og lever med en neurologisk udviklingsforstyrrelse.


Det er klart at når udviklingsforstyrrelser og adfærdsforstyrrelser, som Autisme (herunder AS) og ADHD, har så vidtrækkende betydning for adfærd, herunder tænkning, så har det også en enorm betydning for vores måde at være i et parforhold på, og dermed også for vores partner, og for de løsninger som man i det gode parforhold, ofte selv må opfinde, og må erkende på ingen måder ligner de løsninger, som omgivelserne i gensidigt neurotypiske forhold har for deres fælles liv.


Jeg holdt for nyligt foredrag på Autismemessen i Kreds Sønderjylland. Her var foredraget ind i mellem krydret med historier fra mit eget livs erfaringer, fra en liv med ADHD og Autisme, hvor jeg har oplevet såvel at skulle fungere i et ægteskab med et menneske der var neurotypisk, såvel som med min nuværende mand, der er ADHD’er. Jeg tænke ikke yderligere over det, mine oplæg indeholder altid såvel faglige som personlige erfaringer, til at illustrere forskellige indfaldsvinkler, teori gives altid et konkret billede, men efterfølgende besøgte jeg messens stande, og både her og efterfølgende blev jeg meget berørt af de mange henvendelser jeg fik. På dagen må mine beskrivelser fra parforholdet have berørt mange, fordi det var fra mennesker med stor sorg og afmagt i kærligheden at disse henvendelser kom. Det var såvel vores neurotypiske partnere, som andre der også havde neurologiske handicaps der henvendte sig til mig, og det var hjerteskærende at høre den sorg og afmagt jeg fik indblik i, når de berettede om deres udfordringer i kærlighedslivet.


De neurotypiske partnere følte sig ”forladt”, ”overset”, oplevede at ”de havde gjort alt”, oplevede ”manglende erkendelse” hos deres partnere, havde forsøgt at få hjælp men oplevede at den ikke var hjælpsom, oplevede os som uforudsigelige, og som utilnærmelige. De med Autisme beskrev at de var blevet gjort mærkelige, og nu gad de ikke mere, de havde opgivet at blive forstået og rummet, de beskrev deres partnere som intimiderende, og to af dem beskrev, at deres neurotypiske partnere havde udtalt at de ønskede at de aldrig havde fået deres diagnose, fordi det havde bare gjort det hele meget værre. Endvidere beskrev de en konstant tilstand af stress og de fleste har også beskrevet, at de ville ønske de bare havde valgt at leve alene. En enkelt henvendte sig, og var faktisk i et godt parforhold, men syntes det var så hårdt at være i et parforhold, at hun alligevel ikke rigtig havde overskud til det. Fælles for alle, var at selve parforholdet var den hårdeste del af livet med et neurologisk handicap.


Jeg har selv personlige erfaringer, der afspejler dette. På et tidspunkt søgte jeg med min daværende neurotypiske mand parterapi, og på daværende tidspunkt blev dette tilbudt helt og ganske gratis, da staten havde besluttet at den ville gøre noget proaktivt ved den høje skilsmisserate. Vi drog altså til parterapi på statens regning på OUH’s psykoterapeutiske afsnit. Og jeg er sikker på at min daværende ægtefælle følte sig både forstået, spejlet og hjulpet. Jeg oplevede til gengæld at endnu en grøft blev gravet mellem min ægtefælle og jeg, idet de to terapeuter faktisk ikke forstod mig, og heller ikke kunne gøre sig begribelige for mig. Jeg har nok aldrig sagt ”hvorfor” så mange gange på så kort tid. Og jeg gav meget ofte udtryk for at det simpelthen ikke gav mening for mig, hvad de talte om, og at det jo netop var kernen vores udfordringer, at jeg rent faktisk syntes han var helt igennem ulidelig, både ulideligt uforståelig, men også ulideligt trængende, efter noget som jeg ikke forstod hvad var. Problemet var at der blev talt om behov, men hvori disse ”behov” konkret bestod kunne jeg ikke få at vide.


Det slog hovedet på sømmen da de to terapeuter afsluttende forsøgte at nøde mig til at indgå en aftale om i højere grad at ville imødekomme min mands ”behov”, som jeg stadig ikke havde kunnet modtage en helt igennem konkret og nøgtern beskrivelse af. Jeg gik fra terapien med en oplevelse af at være umådeholdent inkompetent som menneske, og særligt som ægtefælle. Samtidigt var jeg rasende på min ægtefælle, fordi han ikke bare kunne fortælle mig, hvad pokker det var han havde brug for. Jeg havde haft helt konkrete udfordringer i vores hverdag: behov for tilregnelighed, en aftale er en aftale. Behov for fred, når jeg laver noget selv, så skal jeg ikke stå til rådighed for fællesskabet osv. Disse behov var heller ikke blevet imødekommet, selvom de var blevet helt konkret beskrevet, fordi her skulle jeg igen forstå disse ”behov”, som jeg jo netop ikke forstod, hvilket var hele misæren.


Vi forsøgte blot en gang til, så sagde jeg fra – det var ikke hjælpsomt for mig, og hvis den ene part ikke er hjulpet, så er det jo ikke hjælpsomt for et parforhold, at modtage parterapi. Logikken var klar for mig. Det var den ikke helt for hverken min daværende ægtefælle eller for terapeuterne, der mente at jeg skulle gøre mig mere umage for at forstå, som om det var en modvilje jeg havde. Det meget sære er, at den ene af de to terapeuter blev faktisk mere imødekommende i løbet af de to samtaler vi nåede af have, og to år efter henvendte hun sig til mig, da vi løb ind i hinanden i en anden sammenhæng. Hun ville lige fortælle mig, at det faktisk havde slået hende i samtalen, at de spørgsmål jeg stillede egentlig var gode nok, for hun kunne jo rent faktisk heller ikke besvare dem. Hun havde opdaget at hun heller ikke forstod, men bare svarede på autopilot, uden at det nogensinde havde forstyrret nogen andre i hendes daglige arbejde. Det havde ført til nogen selvransagelse, og hun var nu også blevet udredt med ADHD, og var medicineret, og havde fået et langt bedre liv, og hun ville gerne takke mig, fordi hun havde faktisk aldrig selv holdt fast i de spørgsmål, og uden dem havde hun ikke opdaget sig selv rigtigt.


I vores praksis får vi også jævnligt klienter, der kommer med deres partnere, fordi samtidigt med at den berørte med ADHD/Autisme skal lære at leve livet sundt og i overensstemmelse med autisme eller ADHD, skal deres deres omgivelser jo også lære det. Her kan vi i starten af vores egen erkendelse også have behov for udefrakommende hjælp til at sætte ord på dette, og til rigtigt at forstå det selv, og vi har stort behov for at vores partner samtidigt kan forstå og genkende det vi gør, så vi får den plads og rummelighed vi har brug, for at leve sundt og godt med vores Autisme og/eller ADHD. Parterapi skal i dette omfang sikre, at begges behov er afdækkede og forståede, og med det udgangspunkt fuldt ud anerkendt. Når parterne i parforholdet har erkendt egne behov, og partneres behov, så viser det sig oftest at de sagtens selv kan finde løsninger, der rummer begges behov. Støtten der er behov for, er i realiteten til at erkende, forstå og anerkende. Når dette udgangspunkt er nået, så er man oftest hjulpet godt videre. De der kommer med dette behov, og umiddelbart simpelthen har behov for at opnå en fælles forståelse, de er hjulpet videre efter 2-3 samtaler. Det er jo ikke livslang terapiforløb der er behov for, det er et roligt rum, med tilstedeværelsen af en person, der kan tilvejebringe og sikre en sund dialog, samt kan give undervisning i forholdet til den indlevelse, der ikke i første omgang er til stede mellem de to.


Kerneområderne er faktisk flere, men udgangspunkt er jo altid egen erkendelse af eget behov, dette såvel hos den med et neurologisk handicap, som hos den neurotypiske partner. For os alle er vore behov ofte indforståede, og vi der har et handicap har ikke sprog for vore behov, fordi de har manglet naturlig spejling, og de der er neurotypiske har kun de ord for deres behov, som de selv er blevet spejlet med, og disse giver som bekendt ikke mening for os, da vi ofte ikke har en indre genkendelse af disse udtryk.


Endvidere er der behov for at få indsigt i de behov et nerologisk handicap medfører i omgangen med omgivelserne. Der er næsten ingen neurotypiske mennesker der for alvor og indlevet forstår, hvor stærkt selv den mindste forandring kan forstyrre et menneske med et neurologiske handicap. De har behov for stor hjælp til at forstå dette, så de kan få adgang til deres omsorg og lyst til at rumme og hjælpe, frem for til den oplevelse de ofte umiddelbart har af at det hindrer dem i at leve deres liv frit.


Der er næsten ingen af os med et neurologisk handicap, der helt forstår det neurotypiske behov for relation. I et parforhold vil vores neurotypiske partner ofte opleve sig følelsesmæssigt forladt og tro at de lever i et kærlighedsløst forhold, fordi vi enten er fokuserede på dem, eller på noget andet, og ikke på begge dele på en gang. De har behov for at forstå dels vores måder for opmærksomhed, og dels hvordan de forstå deres egne behov, og roligt bede om at få dem opfyldt. De skal også lære omkring os, at vi gerne vil give dem den kærlighed de har behov for, og at det ikke er manglende vilje, når vi ikke regner disse behov ud, men simpelthen manglende evne til at regne både det ud, og så stadigvæk fungere i vores liv. Hvis vi skulle regne vores partnere ud og virkelig forstå dem, så skulle vi jo ikke lave noget andet. Og det ville de jo nok i realiteten heller ikke holde så meget af. Det ville være som at blive undersøgt under et mikroskop og gennemforsket på kryds og tværs, inden længe ville en som jeg nok begynde at fortælle min partner, at: ”nej det skal du da ikke gøre, det er jo ikke noget for dig, du kan meget bedre lide…”. Det er jo nok heller holdbart, og under ingen omstændigheder harmonerer det med at have et liv ved siden af, også.


Et andet emne der altid er vigtigt, er forståelsen for sanseforstyrrelserne. Dette har jo indflydelse på næsten alle områder af hverdagen. Hvor højt TV kan afspilles, om man overhovedet kan se det sammen uden hovedtelefoner på osv., om man kan bruge parfumerede produkter i det fælles hjem osv. Det påvirker den gensidige mulighed for udveksling af kærlig berøring og lignende i løbet af livet. Det, der for den kærlige neurotypiske partner kan have motiv som en kærlige berøring, kan for den med Autisme eller/og ADHD, føles som et ubehageligt fysisk angreb. Omkostningerne af ressourcer ved det fysisk nære samvær er også meget forskelligt, hvor den neurotypiske partner typisk får energi af det, så udtrættes partneren med ADHD og/eller Autisme. Seksuelt har det dermed også en ubeskriveligt stor betydning, og det er vigtigt at lære omkring forstyrrelse, fokus, betydningen af sanseoplevelser, hvordan opleves det f.eks. at kysse, eller at man selv eller den anden sveder, lugter, laver lyde osv. Uden rummelighed i parforholdet til at de meget forskelligartede behov gives plads, er der stor risiko for afsavn, længsel og gensidig oplevelse af at partneren ikke giver plads nok.


Det sidste område jeg i denne omgang vil adressere, er de forskelligartede kommunikative vaner og strategier der er ved hhv. den ene og den anden tænkning. Her giver det ubeskriveligt mange udfordringer, idet såvel ADHD, som Autisme er handicap der påvirker ikke blot socialiteten hos den berørte men også den helt konkrete måde, hvorpå man kommunikerer og forstår det der kommunikeres fra andre. Endvidere giver nutidstænkningen der er klassisk ved stress, den stress der uvægerligt opstår i den krævende interaktion, også problemer i forholdet til at kunne tale om gamle konflikter, der oftere og lynhurtigt bliver præcist så konfliktfyldte, som de var, dengang de var aktuelle sidst. Det bliver i parforholdet svært at få talt om, og få løst sine konflikter, fordi såvel selve dialogen, som det overhovedet at have en konflikt, begge er prægede af udfordringer, der også er specifikke ved de neurologiske handicap. Et hurtigt hjælpemiddel er at bruge papir og blyant, når man skal tale sammen om et emne, så man kan skrive ned hvad man egentlig taler om, og lettere holde fast i emnet. Men det er ofte nødvendigt at få hjælp til rigtigt at forstå hinandens brug af sproget, og på hvordan tænkning påvirker såvel sprog som forståelsesramme. Det er vigtigt at få hjælp til at lære at få de gode samtaler, samt til at få forståelsen for hjernen agerer under stress, og hvad man kan gøre, for at imødegå dette konstruktivt, i samtaler generelt, og også i konflikthåndtering i familien.


Dette er blot nogle af de områder hvorpå der med god mening kan være behov for erkendelse og nytænkning i parforholdet hvor den ene, eller begge har et neurologisk handicap. Hvis I oplever i jeres forhold, at der mangler forståelse for nogle af disse, eller andre områder, vil jeg opfordre jer til at søge hjælp. Når I får den hjælp, så være gerne kritisk. Hvis ikke i føler jer spejlede så hold fast, hvis ikke det fører til spejling, så find en anden der kan hjælpe jer. Husk nu at det er jo ikke jer der er der for terapeutens skyld, det er rent faktisk terapeuten der er der for jeres skyld, og I betaler antageligt gode penge for det. Det skal virkelig hjælpe, og hvis der i jer selv og jeres partner er en god erkendelse af grundudfordringerne, så bør det give en markant forandret forståelse på bare 2-3 samtaler, således I selv kan arbejde videre med det uden yderligere hjælp. Så kan det være godt at modtage en opfølgende superviserende behandling, ved store forandringer i hverdagen – jobskifte, børnefødsler ol.. Ligesom det naturligvis kan kræve flere samtaler, hvis flere udfordringer afdækkes. Men det er IKKE et livslangt terapiforløb der kræves, på nogen måder, og det SKAL føre til at I får det bedre, eller finder frem til at I hver især ikke ønsker at give den nødvendige plads til hinanden. Parterapi skal føre frem til at begges behov anerkendes, og at de imødekommes i det omfang det kan lade sig gøre, og er sundt for begge parter, eller der findes andre veje til at få opfyldt de behov man har. Held og lykke med parforholdet!




Husk at du kan følge os på Facebook bare tryk like, så får du nyheder og opdateringer, når vi laver nye blogindlæg, film eller andet.


Til Autisten - Et digt til dig - om dig og dit


USYNLIGT - Nu ser du det - nu  ser du det ikke. Autisme og ADHD er ikke bare usynlige, de kan også være skjulte.


AUTISME-LIGHT - Er Aspergers Syndrom virkelig en mild form for autisme?


PLACEBO - Om andre behandlingstiltag end de konventionelle.


SKAL MAN SIGE DET? - Skal vi sige det, når vi opdager at der er grund til videre udredning ved en person, og især: skal vi sige hvorfor?


ANVENDT ANERKENDENDE TILGANG - At have fokus på det gode motiv, både eget og andres.


ADHD  OG AUTISMERNE I PARFORHOLDET - At forstå betydningen af dette i parforholdet, og at begynde at håndtere dette på en ny og meningsgivende måde.


KØNSFORSKELLE VED ADHD OG AUTISMERNE - Ja, der ER forskel på mænd og kvinder, også når de har ADHD eller ASF.


HYPERAKTIVITET - At forstå hyperaktivitet og kunne skelne mellem den og andre ufrivillige bevægemønstre der evt. kan være.


TICS - At forstå tics og kunne skelne mellem dem og andre ufrivillige bevægemønstre der evt. kan være.


STIMS - At forstå stims og kunne skelne mellem dem og andre ufrivillige bevægemønstre der evt. kan være.


SPISEFORSTYRRELSE VED ADHD OG AUTISMERNE - At forstå og opdage spiseforstyrrelse ved de neurologiske handicap, og at sikre at håndtering imødekommer relevant behov, som forstyrrelsen kan være udtryk for.


BOGANMELDELSE: LOOK ME IN THE EYE - En boganmeldelse af en biografi af en voksen med Aspergers Syndrom. Om et liv som designer, som opfinder, som mekaniker af sjældne biler, som far, som mand, og nu også som voksen autist. Om stabilitet og forandring - med autistens brille.


SØVNLØS - At forstå og håndtere søvnforstyrrelse ved ADHD og ASF

PERSPEKTIVER PÅ TERAPI - At få det optimale ud af terapi og af samarbejdet omkring personlig læring og udvikling.


AT ELSKE ET "NEJ" OG ET "JA" LIGE MEGET - At forstå og opleve, og dermed kunne give et "nej", fuldstændig lige så positivt som at give et "ja".


AT HAVE ELLER IKKE AT HAVE ADHD - Et perspektiv på den indiskutable eksistens af diagnosen


GUD BEVARE DANMARK: PÅ PILLER - Et perspektiv på medicinering ved psykiatriske og neurobiologiske diagnoser - ADHD, ASF, angstrelaterede lidelser, psykosetilstande ol.


DIAGNOSE SOM ET MENINGSGIVENDE VÆRKTØJ - At anvende diagnosen ADHD eller Autisme Spektrum Forstyrrelse, som et stærkt element til forståelse af egen identitet.

Fog Of Love - et brætspil om parforhold. En kort  gennemgang af spillet og af det personlige indtryk.

Fra Miss Danmark til handicappet - en selvbiografi om et liv med autisme og ADHD.

Jeg har det fint! - en novelle der beskriver et angstanfald hos en 13-årig skoledreng

Blogindlæg: