At elske et "nej" og et "ja" lige meget

Jeg elsker når jeg får et "nej". Et "nej" er jo en enorm frihed til at gøre alt det andet, der findes af muligheder, ud over den ene jeg lige undersøgte nu. Et "nej" betyder klarhed og giver en tydelig og dejlig ramme for, hvad jeg skal undgå, og giver dermed og mere væsentligt en tydelig og klar ramme for hvad jeg GODT og GERNE kan gøre.

På vores forældrekurser spørger vi ofte om ikke forældre selv også synes det er dejligt at få et nej. Vi har lært at her er det oftest sådan, at kun et lille mindretal synes det er dejligt at få et nej, og dermed er de også fuldt ud i stand til at give et nej til deres børn, og det har været let for dem, at opnå den samme accept som de selv har af begrebet, fra deres børn. Det er naturligt at det store flertal af forældre, der synes et nej er ubehageligt, også har vanskeligt ved dels at give et nej til deres børn, og særskilt vanskeligt ved at lære deres børn at acceptere et nej. Når man selv tænker at det er synd for en når nogen siger nej, og når man selv forbinder et nej, med noget negativt og uønsket, så er det jo logisk at det er umuligt at vise og lære sine børn, at det er noget der skal accepteres og elskes, på præcist samme vis, som når man får et "ja".

Vi hjælper forældre med at elske et nej, og vi hjælper dem også dermed til at kunne lære deres børn det samme: at et nej, blot er udelukkelsen af en enkelt række af muligheder, og dermed åbningen af et væld af andre muligheder.

Men hvad så med "måske"?

"Hvis et nej er lige så rart som et ja", sagde en far, "så er det jo et helvede at få et måske, for så ved man jo ikke hvad man får, og hvor længe man så skal gå og vente på om det er det ene eller det andet...".

Men hvad er et måske egentlig? Et måske er jo i realiteten et nej lige nu, der kan blive til et ja senere. Så håndterer man det ved at acceptere at der er et nej lige nu, og håndterer det dermed med den samme glæde og afklaring, som beskrevet ovenfor.

En anden forældre indvendte: "men hvis nu man får at vide at nej, du overlever ikke. Det er da ikke rart at vide".

Også her er det jo et perspektiv: hvis døden er et sikkert resultat, er det så ikke et reelt valg at enten anerkende dette og elske det, således man opnå en rolig og kærlig accept af en virkelighed, der reelt eksisterer, frem for at bibeholde en indre kamp og manglende accept, og dermed ingen afklaring, og ingen orientering mod hvordan man nu kan leve sit gode liv, med viden om denne uundgåelige realitet.

"Men,..." sagde en mor grinende, "nu kan jeg slet ikke se, hvad det gode er ved at få et ja..."