Jeg har det fint!

- en novelle af Assia Penelope Pursey

Der er ikke nogen udvej. Han føler han sidder fast i sin sin egen torturmaskine. Han kan ikke få vejret, næsten som om han drukner i menneskers mangel på forståelse/uforståelighed.

"Er du okay?", er det sidste han hører fra den nærmeste person, mens han kigger skræmt rundt i rummet, som bliver mindre og mindre med hver vejrtrækning han prøver at tage. Det lyder som om alle skriger men deres ord hænger ikke sammen. Han vil væk. Nu. Der er ikke mange som lægger mærke til, at en i rummet er ved at blive spist af sine egne tanker, men dem som gør, ser foruroligende ligeglade ud.

"Gå væk, gå væk, gå væk ...", hvisker han til sig selv, og til sine omgivelser. Den eneste ting han kan fokusere på er trangen til at flygte. Det er som om han er paralyseret, men hvis han ikke bevæger sig forsvinder han helt. "Du kommer til at dø" er den eneste ting han kan høre, fra den forfærdelige larm rundt omkring sig. Han kan ikke fokusere på noget i det. Der er ingen som kan hjælpe ham. Hans syn bliver mere og og mere sløret, mens de uhæmede tanker tager over. "Du har ikke lavet lektierne", bliver af en eller anden årsag til en dødstrussel i hans sind.

Der er noget som rør hans skulder. Hans øjne skyder op mod figurens ansigt. "Er du ok, Simon?", hans lærer spørger ham med et bekymret blik. Han skal væk. "Jeg-jeg-jeg vil væk", er alt han kan sige. "Kom ud i gangen med mig". Hun opdager ikke at hans hjerte slår så hurtigt man næsten kan se det på hans trøje. Hun tager fat i hans arm, for at føre ham udenfor døren. Han vil væk. Men ikke med hende. Han vil væk. Alene. Det er ikke væk, alene er rigtig væk. Døren smækker op med sådan et stød at det sender kuldegysninger gennem hele hans spinkle krop fra fingerspidserne til tæerne, tæt pakket i hans uldsokker og lidt for små Vans. "Hvorfor har du ikke købt nogle nye, din fucking idiot", er den tanke som langsomt skriger sin vej gennem hans bevidsthed.

"Hvad sker der, er du okay? ... Jeg bliver nødt til at gå ind i klassen snart, så du bliver nødt..." Hun bliver ved med at tale løs, men Simon kan ikke fokusere længe nok til at høre alle de ord, som kommer ud af hendes usandsynlige ansigtsform. "Gå væk", er de eneste ord som kommer ud af hans mund. Han vil sige meget mere, men sidder fast i følelsen af at vide, at han dør om tre minutter, hvis personen ved siden af ham synes han skal det. Hvis hun ikke går.

"Sådan skal du ikke tale til mig unge mand", han er på kanten til at skrige hysterisk. Han har fri bane, hvis han bare er hurtig nok. Han prøver at kigge rundt for at se om der er nogen vej ud, men hele gangen bliver uoverskuelig lang, lige meget hvor han ser hen. "Uuugh... bare ... bliv her", siger hans lærer, irriteret over at han skal lave sådan en stor forestilling midt i timen. Og hun løber tilbage for at få styr på sin klasse, som er begyndt at lave meget mere larm nu.

Døren smækkes og han er endelig alene, men der er stadig en kæmpemæssig vægt som presser ham ned. "Du kommer til at dø". "Du har ikke lavet lektier". "Du kommer aldrig til at få gjort noget rigtigt i dit liv", er nogle af de mest fremtrædende tanker. Det føles som om alle de uendeligt dumme ting han har gjort gennem de 13 år han har været på jorden, allesammen kommer frem i dag. Han ved ikke hvad han skal gøre. Han sætter sig ved vindet på den anden side af gangen, og prøver at berolige sig selv. Han rokker frem og tilbage, mens han siger til sig selv at alting er okay, og at det nok skal gå. Det er næsten umuligt at få hjernen til at skifte fra kampklar til "alting er okay" på to minutter, derfor kan han selvfølgelig ikke gøre det.

Der går 12 minutter før han tænker at han er okay. Eller tæt nok på. Men han vil ikke ind i klassen igen. Han bliver mere og mere bange, bare ved tanken om det, så han stopper den tanke med det samme.

55 sekunder senere kommer læreren igen ud ad døren. Hun smækker den lukket, "har hun aldrig lært hvordan man lukker en dør", er det første han tænker, da hun kommer gående mod ham som om han er radioaktiv. "Jeg bider ikke" er han så spids at sige til hende. Hun ser rimelig forbløffet ud, over hans kommentar, og det gør at han igen kan tale. Hun viser sine tænder og giver et falsk grin, uden nogen rigtig betydning. "Selvfølgelig gør du ikke det, men er du okay? Det så jo ud som om du ikke havde det så godt.".

Selvfølgelig er han ikke okay. Det er som om han er i krig. Det hænger stadig i ham, som om nogen eller noget prøver at trække ham tilbage i den tankegang. Han har lige oplevet, og oplever stadig at han bliver bombarderet med flere tusinde skud fra bevidstheden på samme tid ,og der er ikke noget helle. Der er ikke noget "væk". Det er som om alting i hans krop er stoppet med at virke. Han kan ikke tale. Han kan ikke se. Han kan ikke trække vejret. Det er som langsomt at blive dræbt. Men hvis han sagde det, ville hun tro at han overdrev. Hun ville sige "tag dig sammen", og "du blev bare lidt ked af det", og hans yndlings - "måske er du bare lidt træt". Selvfølgelig er han træt. Han har ikke sovet mere end fem timer sammenlagt, de sidste tre dage. Den følelse man får når alting i ens liv falder fra hinanden foran ens øjne, og man kan ikke gøre noget ved det. Den følelse man får kan ikke blive beskrevet i ord, selvom han har prøvet så mange gange. Han ved hvad hun vil høre. Når der er nogen der spørger om du er okay, eller hvad der er galt, er der en 80% chance for at de vil bare vil have det korteste svar muligt.

Men men der er ikke noget kort svar på hendes spørgsmål. Han tager en beslutning, som noget i ham ved er dumt, men han har bare ikke tid til den stemme lige nu:

"Jeg har det fint."

Om forfatteren: Assia er en 16 årig ung kvinde. Hun skrev novellen i foråret, og fortæller om den, at hun selv til tider får angstanfald, og at det selv når man er mest grebet af angsten er nemt at fornemme om andre kan rumme den voldsomhed som ens angst har. Faktisk kan det ofte være det værste af alt at skulle tage sig af omgivelserne, OG af sin angst på en og samme tid.

Hun anbefaler at man - hvis det er autister man kender med et lignende problem - undersøger om de måske helst vil være alene når de skal håndtere fx, et angstanfald/en nedsmeltning. Det er ikke alle der foretrækker at omgivelserne er deltagende og omsorgsfulde, nogle vil foretrække at være alene. Her vil det være dejligt hvis man bare har en løbende aftale om at: hvis du har brug for at gå - eller jeg hjælper dig væk, så kommer du bare selv igen, når du er klar.