Spiseforstyrrelse ADHD og Autismerne

Der er kun en vej til rigtigt og sundt at hjælpe os: det er ved at give os midlerne til selv, at kunne styre vores handicap, så det ikke er handicappet, der styrer os.

Spiseforstyrelser er endnu en symptomatisk følge ved et neurologisk handicap, og igen, som når vi taler om søvnforstyrrelser, så er der alt for mange, der ikke selv ved at de har en spiseforstyrelse. Når vi hører om spiseforstyrelse i medierne, så beskrives ofte den type af spiseforstyrelser, der er forårsaget af et inderligt ønske, om at opnå kontrol. Typer af forstyrret spisning, der alt for ofte ikke er genkendelige ved personer med neurologiske dysfunktioner, hvorfor behandling desværre ofte fejler. Når vi hører om de typer af forstyrret spisning så genkender vi ikke os selv, og ikke vore børn, eller pårørende med autisme, ADHD, eller Aspergers.

Her optræder oftest andre typer af forstyrede spise mønstre, nemlig:

· Selektiv spisning - såvel moderat, som ekstrem, i en grad der kan føre til alvorlige mangelsymptomer, og mangelsygdomme. Årsagerne kan være mangeartede også her, og det er ofte nødvendigt at udelukke eventuelle sygdomme, allergier ol., hvilket er meget belastende for såvel den enkelte, som for hele for familien. Efter udelukkelsen af diverse sygdomme er årsager tilbage af relevans for denne blog, og vil blive behandlet mere dybdegående nedenfor.

· Misbrugsspisning, overspisning.

· Glemsom spisning, meget spredt spisning, der fører til generelt usund spisning og levestil.

· Manglende hjælp til sund spisning i forbindelse med medicinering, med samme resultat som ovenfor: glemsom spisning og spredt spisning, og akutte oplevelser af sult, med for mange hurtige, og impulsive valg til følge

· Spisning som hyperaktivitet

· Spisning som stim

Når du skal forstå dit eget eller dit barns spisemønster, skal du altså kunne skelne mellem de enkelte former for typiske spiseforstyrrelser beskrevet ovenfor. Det er klart at et mindretal af personer med autisme, ADHD og Aspergers, fremover under et kaldet AN(Atypical Neurology), også kan have helt alment funderede spiseforstyrrelser, men det vil jeg ikke behandle i den her blog, for om det findes meget og god information mange andre steder. Hvad der ikke findes andre steder, er en samlet lavpraktisk beskrivelse af typiske, og symptomatiske spiseforstyrelser ved AN.

Først nogle forbehold, som du er velkommen til at springe over, og gå direkte til afsnittet nedenfor: Det er klart at når vi i Danmark er nogle af de eneste der reelt arbejder med dette som udgangspunkt, og efter hvad jeg ved også er nogle af de eneste der reelt beskriver dette, som vi ser og erfarer det i vores daglige praksis, så er det følgende ikke en videnskabeligt baseret opsummering. Jeg kan ikke henvise til evidens hentet i artikler på emnet, og jeg kan ikke påvise studier eller for den sags skyld pilotstudier, der har påtaget sig at undersøge i dette. Er du forsker, kan jeg opfordre dig til at undersøge det, om du vil. Som forældre, eller som AN'er selv, der kan du roligt lade fornuften råde, det er du nok alligevel vant til alligevel, når alt andet - også det videnskabeligt evidente - glipper.

Selektiv spisning er forårsaget af stres. Du har sikkert hørt om sanseintegrere dysfunktioner, og om at dit barn, eller du selv ikke kan forarbejde sanseindtryk på samme vis som den normale hjerne. Du ved sikkert, hvis du er autist eller har aspergers, at det her er en af de største udfordringer i dit handicap. Det er ikke sikkert, hvis du har ADHD, at du ved det, men det samme gælder faktisk også dig: dine hyperaktiviteter, er for langt de flestes vedkommende sanseinput, der skaber forhøjet vågenhedstilstand i din hjerne. Kontinuerligt bombardement af sanseindtryk, som hjernen ikke evner at få bearbejdet, betyder at de som ved et produktionsbånd stakker sig op, og begynder at stoppe maskinen, der overbelastes. Det er klart at hjernens reaktion på at egen evne til hastighed af bearbejdning af indtryk, ikke stemmer overens med krav i omgivelsernes kontinuerlige transmission af input, er: stress.

Når hjernen er stresset sker der flere ting samtidigt, relevant for denne sammenhænge er det følgende: hjernen forsøger at forøge egen bearbejdningshastighed, som når du jokker helt ned for speederen. Det vil sige hjernen "skærper sanserne" for det er en af hjernens acceleratorer, samtidigt sker der det, at den allerede overbelastede hjerne, der jo netop ikke kan bearbejde alle disse input, nu overbelastes endnu mere, og naturligt forsøger at beherske mængden af sanseinput (her kan man vel alligevel godt tale om en form for kontrol), på de kanaler den har indflydelse på. Det kan være hørelsen, det kan være følesansen, ved spisning er det såvel smags- lugte, som følesansen, der påvirkes. At spise er en voldsom oplevelse, når sanseapparatets modtagekanaler er overbebyrdede, og ikke sundt og naturligt kan integrere. Hver eneste nye smag/lugt/følelsoplevelse i munden (er det fast/blødt/krummet/glat/varmt/koldt...) er endnu en overvældende mængde af input til en overbelastet hjerne, der indædt kæmper imod. Det er klart at dette opleves og erkendes af hjernen ubevidst, og derfor skabes der strategier, der ikke er erkendte, og dermed let tilgængelige. Og husk nu at det jo ikke kun er maden, der skaber disse sansepåvirkninger, det er samtidigt rummet omkring, det er andre personer, lydene i rummet osv.. Og husk endvidere at der oftest er tale om en ophobning af stress, frem for udelukkende af en momentant opstået stress, dette er med til at gøre os tilsyneladende mere rigide, end vi retfærdigvis er, når vi er vores eget rolige og ikke overbelastede selv.

Det er også derfor man ofte anbefales at lade NA'eren spise alene, og sikre ro under måltidet, at servere maden adskilt osv. - Alt sammen gode og sunde valg, der retter sig mod det relevante behov, omend der er udfordringer ved det: Husk nu at vi selv skal være med på hvorfor, så vi selv kan vælge det sundt og sunde, når vi selv skal tage ansvar for vores liv! Husk også noget lige så væsentligt: når vi først er stressede, og opbrugte, når vi er blevet overbelastede, så er det kun tid, alene med selvvalgte sysler, der kan hele os og give os kræfter igen. De af jer der læser dette som pårørende, I vil kunne finde såvel videnskabeligt funderet evidens for dette, som et utal af personlige beskrivelser omkring dette på nettet, i blade og ved simpelthen af spørge os. Derfor er det altså ikke sikkert at det giver ro nok, simpelthen at sidde alene og spise. Der er jo en grundt til at alt det her startede, den selektive spisning, den sansemæssige overbelastning - er de problemer håndterede og løst? Er de erkendte og forståede, eller er der en konstant tilstand af stress i dig, eller i barnet? Tænk over det - hvornår startede det, hvor længe har det varet, har der været perioder hvor det var mindre slemt, og oplevelser, eller steder hvor det slet ikke eksisterede. Er der omgivelser hvor du, eller hvor dit barn, bedre kan åbne sig for at prøve nyt, og hvad er særskilt unikt ved de omgivelser? Her ligger måske løsningen på gåden... og på hvordan der igen kan komme ro i et stresset system. Det er ikke sikkert det er nok med en weekend, og slet ikke hvis denne weekend er fyldt med samvær.

Husk også at vi ikke får fravær af stress udelukkende ved hjælp af ydre rutiner, rammer, og systemer. Vi får primært fravær af stress, hvis vi hjælpes til selv at medvirke til at skabe disse rutiner, rammer og systemer, således de stemmer overens med vore egne og unikke behov. At lære at gøre dette, er en uddannelse i og for livet alle vi med neurologiske handicaps har behov for, og svarer fuldstændigt til, at man ved sukkersyge fx. lærer om sund kost, om insulin og om egen medicinering.

Misbrugsspisning er når man spiser forårsaget af ønsket om at forfølge sin akutte lyst, og når man typisk kontinuerligt arbejder på at styre sin lyst til det man vil spise, og igen og igen oplever, at det kunne man ikke. Nogle gange, men bestemt ikke altid, fører det til svær overvægt, omend ligeså mange mennesker kan spise og spise uden at tage på, så lad være med at se efter overvægt som eneste indikation, for den behøver ikke at være der. Du kan godt konstatere det ved dit barn, hvis du mærker at de bliver helt elektriske og overfokuserede, når der kommer noget lækkert på bordet, hvis de dynger for meget mayonnaise på deres mad, eller andet de nu lige bedst kan lide, og hvis de alt for systematisk og vedvarende tømmer alle lagre i hjemmet for lækkerier osv. Når ingen rest kan stå, og når intet lækkert kan gemmes.

Årsagen er logisk: neurologiske handicaps relaterer alle til dopamincentre i hjernen, og de udfordrede hjerner mangler løbende forhøjelse af dopaminniveauet, i det dopaminniveauet sikrer høj grad af vågenhed, og hurtig arbejdshastighed i hjernen. Det er klart at denne hjerne let lærer at forfølge og opsøge lette dopaminkicks, og sådan skabes en hjerne der søger forhøjning af dopaminniveauet, og her ved brug af spisning. Hvis du eller dit barn er misbrugsspiser, så vil du som oftest også se, at misbrugstænkningen har bredt sig til mange andre områder af din eller barnets adfærd.

Glemsom spisning er også en naturlig følge ved neurologiske handicaps, og jeg medtager det som en spiseforstyrrelse, fordi det ofte bevirker at vi lever usundt, ikke har styr på sundhedsgraden i det vi spiser, fordi vi er glubende sultne, når vi endeligt spiser. Det er vel i grunden mere en forstyrret spisning, end en egentlig spiseforstyrrelse. Ikke desto mindre er det meget vigtigt at være opmærksom på også det, og kende til det.

Ved alle de neurologisk handicaps er det sådan at vi befinder os næsten kontinuerligt i et hyperfokus, vores eneste måde at koncentrere os på, er overdreven koncentration. Du ved det måske ikke selv, men tro mig dine omgivelser har opdaget det, du svarer aldrig når de taler til dig, selvom de sidder lige ved siden af, de synes du er meget svær at komme i kontakt med, og du der har et barn med et neurologisk handicap, du ved det i al fald godt, at ja: fokus er ekstremt stærkt, på det vi nu engang beskæftiger os med, og vi har usædvanligt svært ved at skifte fokus, fordi det er så ekstremt stærkt. Dette hyperfokus betyder naturligt at alt andet lukkes ude, herunder altså også den naturlige rytme og tidsfornemmelse, oplevelsen af tanker om måltider etc., eller den almene fornemmelse af sult. Først når vi er sultne som ulve efter en mager vinter, får behovet for mad pumpet sit budskab gennem det jernhårde fokus, og det får os til at søge hurtig og let tilfredsstillelse af et forstyrrende behov, der blander sig i vores fokus. Endvidere er vi lækkersultne, fordi vi er oversultne og ikke kan vente på den rigtige eller sunde mad, men vil have akut behovstilfredsstillelse.

Manglende hjælp til sund spisning i forbindelse med medicinering er igen symptomatisk. Dette viser sig som ovenfor, og består af akutte oplevelser af voldsom sult, fra en hjerne der ikke har registreret dette naturligt, og derfor overvældes af behovet.

Spisning som en hyperaktivitet opstår når vores hjerne keder sig, når den er lige ved at falde i søvn og når den så løser problemet med en naturlig kausalitet: bevægelse skaber forøget dopamin og forøget dopamin er forøget vågenhedstilstand i hjernen. At spise involverer indtil flere hyperaktiviteter: bevægelse, sansning, tænkning...

spisning som stim er det der sker, når vi som ved selektiv spisning er overbelastede. Det er den autistiske overspiser. Her spiser vi for at sanserne involveret ved spisning kan overdøve andre sanser. Typisk fokuseres her på et eller andet specifikt element ved spisningen og der er oftest også tale om meget selektivt valgte fødevarer: ekstremt voldsom smagsoplevelse, eller meget"glat" madvare, eller meget kold madvare osv. Det er præcist som når vi rokker, ruller, rører, eller udøver anden automatiseret selvberoligende adfærd.

Som I ser er der, når vi taler om de neurologiske handicaps god grund til at undersøge, hvad der ligger bagom den forstyrrede spisevane, fordi tiltag skal rette sig mod behovet, for at have varig og sund effekt. Det er klart at det kan være nødvendigt i en periode at give os præparater med proteinrigt indhold osv., men I bør også fortsat fokusere på at finde årsagen og håndtere den, så I i længden ikke ender med kun at behandle symptomet. I har vel også opdaget at vi jo ikke har løst problemerne her, men blot har beskrevet årsager og sammenhænge. Det at vide nyt, giver også muligheden for at håndtere udfordringer på en ny måde.

Jeg ved også - indefra og udefra - hvor vanskelige vi kan være at hjælpe, og at skabe forandring med, men vi er afhængige af at I ikke giver op, og af at I kontinuerligt forholder os virkeligheden og beder os finde en sund vej i den. Og inddrag nu endelig jeres børn i den viden I opnår, og i det I undersøger, for de skal lære selv at kunne gøre det samme. Vi kan kun sjældent møde spejling i det vi mærker indefra, sådan er det nu engang når man er del af en meget lille minoritet. Jeres børn er afhængige af at I forældre, lærer dem om, hvordan de selv finder frem til og vedligeholder, sunde og egne løsninger, der er egnede til de unikke udfordringer, der er ved de neurologiske handicap.