Udviklingsteori

Kierkegaards eksistensfilosofi har dannet baggrund for vores udvikling af en model til forståelse af personligheden, der i modsætning til de kendte personlighedsmodeller integrerer såvel individ som omgivelser.

Den enkelte kan ikke forståes, og dermed ikke hjælpes relevant, adskilt fra sine omgivelser, lige så lidt som vi kan beskrive eller ændre et samfund, uden de individer der indgår i samfundet.

Talenter og deres potentiale er os givet, de kan erkendes og udleves. I forløb ved os arbejdes der således med ved hjælp af overføring at erkende egne talenter og ressourcer, således disse frit kan anvendes, hvor der opstår udfordringer.

Sindet er del af os og det vi kan arbejde med. Et udviklingsforløb hos os kan styrke sindet, præcist som et fysisk udviklingsforløb kan styrke kroppen.

Den fysiske verden kan accepteres og påvirkes. Gennem erkendelse af selvet, og forståelsen af egne talenter, kommer også sprog omkring egne behov, og dermed også sprog for andres behov, om det er lignende eller evt. modsatrettede. Omgivelserne kan nu samarbejdes med, fordi der er skabt ny mulighed for præcis kommunikation.

Den skabende og vedligeholdende magt der er større end os selv, er givet og kan accepteres og lyttes til. Der arbejdes med evnen til at skelne mellem det givne og det påvirkelige, således der kan læres og opnåes evne til accept, hvor dette giver mening.