Styr på livet

Forældremøder er ganske særlige lejligheder for vi  forældre. Det er ved disse alt for sjældne lejligheder vi får muligheden for at vise skolen, hvilke  ulastelige dyder vi som forældre er i besiddelse af. Og ligeledes får vi også muligheden for at lade os stimulere i vores forældre-evne af de andre forældres, ofte meget synlige eller selvudtalte dyder.

Derfor var der også gjort noget ståhej ud af at huske datoen for forældremøde i min datters klasse, især da hun for ikke så længe siden er startet på en ny skole. Nu er det jo meget vigtigt at gøre et godt indtryk, allerede fra starten.

På jagt efter en forsvunden madpakke, som under ingen omstændigheder var blevet spist, og derfor nødvendigvis stadig måtte befinde sig i min datters taske, fandt jeg invitation med tilmelding til mødet. Den var noget medtaget efter at have tilbragt et uvist stykke tid i de meget lidt venlige omgivelser, som udgør miljøet i skoletasken. Da jeg jo på tidspunktet havde en noget andet mission, altså at finde denne forsvundne og nu temmelig ildelugtende madpakke, lavede jeg en af disse meget undervurderede indre påmindelser om, at jeg skulle huske at sikre at denne tilmelding blev udfyldt og kom med tilbage til skolen.

Dagen efter havde jeg endnu ikke gjort dette, og fik øje på seddelen på vores spisebord, hvor den næsten var ved at forputte sig og blive gemt væk i et par andre beskeder og breve ol., som jeg endelig skulle huske, og som jeg derfor havde lagt på det mest centrale og trafikerede sted i vores hjem, familiens mødepunkt, vores spisebord. Jeg stakkede omhyggeligt alt i ”relevant-bunken”, og sørgede for at denne vigtige seddel lå øverst. Den skulle jo ikke glemmes! Jeg mindede nu mig selv om, at jeg skulle huske den indre påmindelse: at lave tilbagemeldingen til skolen.

Denne stakning for enden af vores spisebord fungerer enormt godt. Det skyldes at vi har et meget stort aflangt spisebord, med god plads til 10 personer. Til hverdag sidder vi dog kun 4-5 personer ved bordet hvilket giver  god plads til de væsentlige stakke i livet: indgående post, udgående post, den nævnte ”relevant-bunke”, tegninger fra min datter, igangværende tegninger af min datters, hendes forskellige tuscher, penalhuse, blyantspidsere, lektierne, fløjten og nodehæftet, desuden vores sønners indgående post i en bunke for sig. Desuden skal der jo også være plads til vores medicin, med fem personer med ADHD, og desuden en del astma og allergi i huset, er det jo en del. Så skal der også være plads til det der lige skal være ved hånden… elastikker, kuglepenne, småpenge, og det man ikke lige ved hvor man skal gøre af – en knap? En legoklods? Snørebånd? Der skal også være hygge, så der er også en bakke med fyrfadslys og nogle tændstikker.

Min mand synes at der er meget rodet at have dette liggende for enden af bordet. Han beskriver det som "rod". Det er min klare opfattelse, at det er fordi han ikke har forståelse for den underliggende systematik i det han kalder ”rod”, dette skulle jo så med denne klumme, være opklaret for ham. Han har efter min mening, nogle gange haft meget svært ved at forstå systematikken i min form for orden. Han har tilsyneladende heller ikke opdaget de forskellige kategorier der indgår i systemet, for ham er det vist bare ”rod”.

Denne bordende er jo som sådan en meget væsentlig del af vores families infrastruktur. For at en familie fungerer er der er jo vitterlig mange ting der skal håndteres og huskes. Det er helt sikkert at det er meget væsentligt at finde frem til sikre systemer for at huske, håndtere og nå det hele. Dette vil enhver der selvbestaltet eller efter aftale, har påtaget sig at koordinere og disponere en families hverdag kunne nikke genkendende til.

Nogle dage efter jeg havde opdaget indkaldelsen til forældremøde, fik vi – næsten – uventede gæster. I hvert fald var de uventede for mig. Dette var på ingen måder uden årsag, da det skyldtes at jeg rent faktisk havde haft noteret dette ned i vores families fælles kalender, men af uvisse årsager var denne kalender flyttet fra sin faste plads på køleskabet. Vores ældste søn påstod ihærdigt at dette skyldtes at jeg havde taget kalenderen ned for at notere noget i den, men var blevet afledt og derfor havde lagt den i "relevant-bunket" mens jeg bemærkede, at jeg jo alligevel skulle gøre "noget ved et eller andet...".

Nå, men det gik altså pludselig meget stærkt, da der ud af det blå opstod dette pludselige behov for at vi kunne sidde syv mennesker ved bordet. Som nævnt har vi alle ADHD, og vi har dermed et umådeholdet stort behov for god plads omkring os, og derfor var det nødvendigt i en vis hast, at rydde bordendens indhold  til et andet sted i huset, således vi kunne få frigivet noget plads til vores gæster. Jeg påtog mig at gøre det, jeg skulle jo nødigt risikere, at en anden uforvarende fik lavet rod i det omhyggelige og skridsikre system, hvormed jeg styrer familien gennem en krævende og uden mig og mine systemer, kaotisk og uoverskuelig hverdag.

Jeg lagde det hele ind på vores kontor, idet jeg var meget påpasselig med ikke at forstyrre det lige så gennemtænkte og avancerede system, hvormed jeg har indrettet mig på min hjemmearbejdsplads.

Fredagen før forældremødet mødte jeg min datters klasselærer på skolen, hun mindede mig om forældremødet, som jeg jo naturligvis havde fuldt ud styr på, da jeg naturligvis godt huskede at jeg havde det liggende i min ”relevant-bunke”. Hun ville minde om det sagde hun, fordi hun jo ikke havde modtaget en tilmelding fra os. Jeg blev lidt flov over at have glemt så væsentlig en detalje, til trods for mine bedste intentioner om at huske dette og lovede at vi kom skam. Begge to.

For en sikkerheds skyld skrev jeg datoen for forældremødet ind på et vilkårligt tidspunkt i den elektroniske kalender,  og lavede samtidig en af disse indre påmindelser om, at jeg ville skrive tidspunkt ind når jeg fandt seddelen frem derhjemme, således jeg var godt forberedt til mødet mandag. Det er i grunden underligt så lidt mennesker tiltror deres egen hukommelse, når man tænker på hvor handy den faktisk er: man har den altid ved hånden, og den forstyrrer aldrig en samtale eller en selv, mens man står og taster og taster og roder rundt, ligesom f.eks. mobiltelefoner gør det, efter mit skøn.

Mandag skulle vi så til møde. Det var en af de her første og meget skønne dage der markerer, at nu, er det virkeligt blevet forår. Vi blev enige om, at tage motorcyklen og køre en tur bagefter. Vi var – trods lidt sidste øjebliks stress, på skolen præcis ti minutter før mødet skulle begynde, altså kl. 16.50. Ingen andre var ankommet endnu, faktisk var skolen helt tom, og selv klasselæreren var endnu ikke ankommet, der var låst til klasseværelset.

En svag uro meldte sig i mig. Kunne jeg da have skrevet tidspunktet forkert ind i kalenderen? Var det ikke noget med at jeg faktisk havde planlagt at skrive det rette tidspunkt ind samtidig med at jeg udfyldte – den endnu ikke udfyldte – tilmeldingsblanket? Og hvornår havde jeg egentlig set den sidst? Hvor var den egentlig? Min mand bestod på at ringe hjem til børnene og bede dem tjekke seddelen for at se tidspunktet. Nu blev jeg virkelig urolig. Jeg anede jo ved gud ikke hvor den seddel var. Jeg havde faktisk ikke set den siden jeg havde flyttet den ind på kontoret.

Han ringede hjem, og også de mente at mødet faktisk var noget senere, og de havde undret sig over at vi var taget af sted så tidligt. Her blev jeg lidt irriteret, helt ærligt: det kunne de godt have sagt, ikke? Ingen vidste hvor stakken med seddelen var forsvundet hen. Jeg begyndte bekymret at spekulere på hvilke andre vigtige oplysninger der kunne være forsvundet med min meget væsentlige ”relevant-bunke”? Selvom det jo naturligvis var vigtigt var det forhåndenværende problem af større vigtighed, vi måtte jo finde ud af hvad tid mødet blev holdt. Og, tænkte jeg stille ved mig selv, om det overhovedet blev holdt netop denne dag.

.

Vi fandt på skolen frem til nogle lærere der holdt møde i et lokale på skolen, som kunne fortælle os, at mødet først startede kl. 19.30. Det var altså den rette dag. Jeg roste mig selv for mit velfungerende kalendersystem, det var virkelig godt at jeg havde fået indtastet den rette dato. Tænk hvis vi var kommet til at glemme dagen, for dette vigtige møde. Det viser bare, hvor vigtigt det er at have gode systemer for at huske de væsentlige ting i en almindelig og travl kernefamilie. Jeg lavede endnu en af disse undervurderede indre noter til mig selv, en påmindelse om, at jeg skulle huske hvor vigtigt det var også fremadrettet at få tastet aftaler og møder ind i min kalender i samme øjeblik, som jeg opdagede dem. På den vis kan jeg også fremover sikre, at vi i familien når frem det rette sted og rette dag…