Kønsforskelle ved neurologiske handicap - ADHD og Autismerne

Med risiko for efterfølgende social og faglig eksklusion, er jeg nødt til at fastslå et faktum: bare fordi vi for cirka 40 år siden vedtog, at der ikke var forskel på mænd og kvinder, så er det altså ikke rigtigt! Forskellen er markant, og den er mere vidtgående, end vi lige umiddelbart kan konstatere med det blotte øje.

 

Der har de seneste år været rettet en del opmærksomhed mod det faktum, at karakteristika ved ADHD og Autisme, farves af kønsforskelle. Dermed også, at der er behov for revision af metoder til at stille diagnoserne, idet der er kønsforskelle i adfærd, der kan tilsløre adfærd indenfor rammen af de diagnostiske kriterier, når der er tale om eksempelvis udredning af piger og kvinder med neurologiske handicap af typen som ADHD og Autisme, i resten af dette indlæg ofte under en hat betegnet "neurologiske handicap".

 

Dette er naturligt, når man betænker at de karakteristiske adfærdsmønstre ved diagnoserne er forståede og beskrevet via observationen af drenge og sidenhen mænd, hvis adfærd gennemgående afveg så markant i den almene ramme, at det medførte fastsættelsen af en række kriterier der var kendetegnende for denne observerede anderledes adfærd. Efterfølgende er der forsket og undersøgt mere tilbundsgående, men vedvarende med en kønsbias (en "kønspartiskhed"), vi har altså opbygget en stor fond af viden omkring de neurologiske handicap, som de fremtræder ved drenge og mænd, og dermed også på hvilke indsatser der har bedst effekt for drenge og mænd.

 

Nu må I endelig ikke tro at jeg har en kønspolitisk dagsorden med det jeg skriver, jeg har ikke en holdning i forholdet til dette, og synes ikke det er "for dårligt", eller "uretfærdigt" eller lignende. Jeg konstaterer blot at dette er virkelighedens ramme, og dermed at vi først gennem primært det sidste årti, har fået mere fokus på at definere og forske i kønsforskellene. Dette ny fokus har allerede nu afstedkommet meget interessante resultater, og relevante beskrivelser af nogle af de forskelle man bør være meget opmærksom på, i forholdet til såvel sine børn, som sig selv - og det neurologiske handicap.

 

Mærkværdigvis er der endnu ikke en ensartet stor interesse i at undersøge, hvorvidt der også kan være lige så markante forskelle i hvilke indsatser og behandlingsformer, der har bedst effekt på hvilket køn, eller om der her er ensartede behov. Der er dog på dette område en stigende interesse og der er også allerede nu interessant information tilgængelig, der er væsentlig for det gode liv med et, evt. flere neurologiske handicap.

 

Gennem de sidste cirka tyve år, har vi gradvist fået en ny forståelse af de neurologiske handicap, og nye forskningsresultater tenderer efterhånden en ligedeling blandt kønnene, med en lille marginal overvægt i forekomsten af neurologiske handicap ved drengebørn. Endnu er det sådan at der i hele spektrummet for de neurologiske handicaps er tendens til at des højere funktionsniveau des færre pigebørn med handicappet. Eksempelvis er der ved den Infantile Autismenæsten ligedeling mellem kønnene, men des højere funktionsniveau, des færre pigebørn indenfor de diagnostiske kriterier, pr drengebarn. Hvad dette kan skyldes vil bloggen her kort komme ind på nedenfor, men for nu lad os i stedet gør opmærksom på et mere beskæmmende faktum: Til trods for at vi nu ved, hvor mange piger der også har de neurologiske handicaps, så er henvisningsgraden for piger markant lavere end for drenge, ligesom også udredningsgraden er det for piger. Så lad os alle med udgangspunktet i den viden love hinanden, at vi vil blive bedre til at henvise, udrede og anerkende også de vanskeligheder, som måske i højere grad er indre, end de er ydre, og derfor tilsyneladende ikke er så forstyrrende for omgivelserne, som de må være for den der er bærer af dem.

 

Husk også at den let genkendelige eksplosive adfærd og udadreagerende adfærd, der næsten er blevet synonym med ADHD, faktisk ikke er ADHD, men ofte er forårsaget af følgevirkninger ved ADHD og andre komorbide tilstande, som mindst 70% med ADHD har, men som sjældent er specifikt og grundigt beskrevet og dermed også ofte mangler behandling. Dermed altså at den adfærd, der begrunder at vi får øje på nogle af de der har neurologiske handicap, altså meget sjældent reelt er fordi handicappet i sig selv er synligt for os, og dermed at der sagtens kan være tale om endog meget vidtgående vanskeligheder hos den enkelte, selvom dette ikke er tydeligt for omgivelserne.

 

Vi må altså nu antage, at præcist som ved alle andre sammenhænge, vil der være kønsspecifik adfærd, der har en kæmpebetydning for hvilket udtryk og hvilke synlige karakteristika de neurologiske handicap kan få. Der er ikke blandt diagnostikere en egentlig overordnet manglende erkendelse af dette, men der er en himmelråbende manglende praksisorienteret tilgang til håndteringen af vores viden omkring de ovenfor beskrevne emner. Der mangler konkrete retningslinjer for kønsspecifik udredning, og officielt funderede beskrivelser af hvilke karakteristika der oftest er kønsspecifikke. Dette for at sikre ensartede retningslinjer for udredning, således det ikke blot er de heldige få, der møder en dygtig praktiker med et godt personligt og indblik og en kæmpe erfaring, der modtager den rette udredning, men det også bliver de mange, der møder de diagnostikere og udredere, der primært er overladt til at vurdere ud fra opstillede retningslinjer og vejledninger vedrørende undersøgelse af de opstillede kriterier.

 

Eksempler på konkrete områder, hvor der mangler konkrete beskrivelser af kønsspecifikke forskelle er mangfoldige her nævnes et par stykker:

 

Hyperaktivitet ved ADHD, - mange piger udredes med ADD, alene fordi deres hyperaktiviteter ikke er synlige, læs mere om dette her ,det samme gør sig gældende ved de stille drenge med ADHD.

 

Særinteresser ved Autisme - særinteresser relaterer ikke, som det ellers hyppigt forstås, til emnet for interessen, men til intensiteten af interessen, og til hvilket omfang fordybelsen har etc. Dermed er der igen mange - også her såvel drenge som piger, der ikke registreres som opfyldende diagnosens kriterier. Mange piger vi har arbejdet med har også haft særinteresser indenfor områder som tøj, mode, hår, makeup, relationer, kommunikation ol.., og altså ikke blot i forholdet til dinosaurer, frimærker, tog, eller bilnumre, som den meget stereotype opfattelse af særinteresser foreskriver. Forskning på området for spiseforstyrrelser, viser at mange med spiseforstyrrelse, antagelig har autisme, og at spiseforstyrrelsen er opstået omkring en intens interesse omkring spisning og mad.

 

Socialt/kommunikativt handicap forstås også snævert som evnen til at indgå, idet der ikke skeles til hvorvidt dette er på baggrund af kopiadfærd, eller tvangsmæssigt tillærte normer, og dermed bevirker voldsom overbelastning af den enkelte. Som beskrevet ovenfor har mange, særskilt kvinder med neurologiske handicaps, ofte gjort egne udfordringer til områder for særinteresser, og kompenserer kontinuerligt for deres handicap, ved iværksættelsen af kunstigt tillærte færdigheder opnået gennem særinteresser, her typisk indenfor området kommunikation, og sociale spilleregler og normer. Kvinder og pigebørn med Autisme beskrives ofte som værende meget dygtige til at kopiere adfærd, hvorfor de ikke umiddelbart er synlige, hvis de forsøges udredt med traditionelle tilgange og metoder. Endvidere er der nu evidens for, at cirka 60% af alle der har autisme, antagelig også har ADHD. ADHD medfører impulsive handlinger, der eksempelvis kan opleves i form af en højere grad af opsøgende social adfærd. Vi har oplevet flere familier, hvor det var usædvanligt svært at få anerkendt at deres børn havde såvel ADHD, som Autisme, endog ved Infantil Autisme, idet man i udredningen ikke kunne forlige sig med den opsøgende og tilsyneladende udadvendte sociale adfærd, og ikke forestod den som et udtryk for kombinationen af de to handicaps, og så hvor forstyrrende ADHD, var for barnet (og for de voksne) med Autisme. Altså at impulser ved ADHD ledte til en social kontakt, der hverken var naturlig eller sund for personens Autisme. Overordnet skal forstås at selvom de neurologiske handicaps er kendetegnede ved sociale udfordringer af markant omfang, betyder dette IKKE at mennesker med neurologiske handicap slet ikke opfatter eller forsøger at overholde sociale rammer og regler, og at de gør dette i højere eller mindre grad afhængigt af evne, opdragelse, bevidsthed, og bestemt ikke mindst afhængigt af KØN.

 

Kvinder har - generelt - bedre forbindelse mellem de to hjernehalvdele. Dette er noget af det der hjælper dem til at navigere i sociale sammenhænge, de kan kombinere den digitale og planlæggende tænkning, med den indlevende tænkning. Kvinder er på dette område på forkant af mændene, hvis forbindelsesled mellem de to hjernehalvdele er målbart færre end ved kvinder. Dermed har kvinder ofte defineret de sociale rammer i såvel kvindegruppens socialitet, som i den fælles socialitet mellem kønnene. Dette er altså en kulturel ramme, der hviler på en biologisk forskellighed. Her finder vi måske også forklaringen på at des højere funktionsniveau i handicappets grad, des (tilsyneladende) færre pigebørn. Piger og kvinder er - til trods for deres handicap - bedre til at registrere og dermed ikke komme i karambolage med de sociale spilleregler. Det betyder ikke at de har det let, blot at de forsøger, og har flere biologiske kompetencer at forsøge med, lige på dette område, end drenge og mænd har. Til trods for dette, er det også sådan, at rammen for det sociale for piger, og kvinder, så også er mere snæver og det er lettere at falde udenfor, og dermed at denne øvelse er så meget desto vanskeligere. Ikke desto mindre giver dette de neurologiske handicap et lidt forskelligt udseende, set i forholdet til kønnene, og dermed giver det også et behov for anerkendelse af behovet for opstilling af kønsspecifikke kliniske retningslinjer for udredning og eventuel diagnosticering af de neurologiske handicap.

 

Der er antagelig også behov for at vi skærper fokus på hvor der er også er behov for kønsspecifikke tiltag i forholdet til behandling. Det er evident at kvinders hormonelle cyklus påvirker det dopaminerge system, og dermed må det også være naturligt at antage, at der kan være behov for at regulere medicin og anden behandling i forholdet til denne cyklus. Hvor meget viden angående den hormonelle cyklus hos mænd har vi overhovedet inddraget i vores overvejelser i behandling? Til trods for at der også er evidens for sammenhængen mellem Testosteronniveauet og det serotonerge system, og derfra videre til det dopminerge (læs også mere her).

 

Vi må dog også huske at handicap ikke blot er det medfødte evt. erhvervede, der på væsentlige områder nedsætter det faktiske funktionsniveau hos den enkelte, det er i lige så høj grad de kulturelle rammer og krav, som omgiver os. Balancen mellem det vi selv kan gøre af indsats i forholdet til mestring og håndtering af livet, og indsatsen der kan gøres i forholdet til mestring og håndtering af den kulturelle ramme der er givet, afhænger blandt andet af bevidstheden omkring dette. Såvel ADHD-foreningen som andre foreninger og sammenhænge har i nogen tid været bevidste omkring det, at der er de beskrevne, såvel som langt flere, forskelle ved kønnene, og der har gennem længere tid været afholdt en del kurser og temadage vedrørende piger og kvinder med ADHD. Vi er derfor utroligt glade for at ADHD-foreningen nu har taget det initiativ også at afholde en temadag med fokus på de kønsspecifikke behov og kendetegn, men denne gang med emnet "Drenge og mænd med ADHD".

 

Og husk nu at følge os på Facebook

JHO Consult, Gl. Byvej 51, 5792 Årslev. Tlf.: 2149 5822