Gud bevare Danmark: På piller!

Piller vi ved personligheden, i et Danmark på piller? Og bør dette måske nærmere glæde os, end at bekymre os?

 

Ikke bare tv programmer, men også medier og middagsselskaber, har på det seneste været fyldt med diskussioner om medicinering, overmedicinering, og misbrug. Med god grund. Tilsyneladende har vi i Danmark, og i det hele taget i den vestlige verden et stort forbrug af medicin, der på alle mulige forskellige måder påvirker den, der tager medicinen. Nogle former for medicin har til hensigt, at påvirke udgangspunktet for tænkning hos den, der tager medicinen, og det er denne medicin, der i særligt høj grad har denne blogs bevågenhed. Her tænkes specifikt på antipsykotiske præparater, på serotonin præparater, og på dopaminvirkende præparater. Her altså et fokus på psykoser og angst, på depressioner og angst, samt på ADHD, og ADD.

 

Medicinering indenfor denne ramme har til hensigt, at sikre en tilstand for den medicinerede, hvori der er fri adgang til den fornuft og analyse, der sikrer evnen til at fungere optimalt i livet. Dette såvel i forholdet til selvet, som i forholdet til evnen til at indgå hensigtsmæssigt i omgivelserne. Det man i lægmands termer ønsker at opnå med medicinen er at dæmpe de stresorer, der påvirker hjernens evne til fornuftig tænkning, og dermed at skabe stabilitet i sindet, således handlinger i form af adfærd og tænkning, udføres i ro og tryghed. Hvor dette ikke medicinsk sikres, er personer med psykoser, angst, depression, ADHD, og ADD, ofte i en vedvarende tilstand af stress.

 

Hvad er stress egentlig? Dette simple ord, der så ofte i dag betegner alt fra svær sygdom og pension, som en tilstand der opnås lørdag formiddag i supermarkedet. I det sunde menneske opleves stress momentant, og vil oftest være af relativt kort varighed. Opleves det oftere, og har længere varighed, kan det medføre kronisk invaliderende sygdom. Stress er en tilstand der skal skærpe vores sansning på nogle områder, og nedsætte den på andre områder, med den hensigt at gøre os mere overlevelsesdygtige. I hine forgangne stenaldertider, hvor vi mennesker lige så ofte var jagtet, som jæger, havde stressen til hensigt at sætte os i stand til få morgenmad, frem for at blive til morgenmad. Derfor medfører stress at vi fokuserer mere snævert, og udelukkende på det væsentlige for opgaven, dermed at nogle sanser skærpes og andre neddysses. Det giver jo ikke mening at opdage at fødderne gør ondt, mens man løber væk fra huleløven, men det er korrekt at det jo kan medføre at fødderne bliver svært skadede og at hvis vi faktisk slipper væk fra huleløven, så kan vi være i en dårligere position til at overleve fremadrettet, fordi når vi igen er rolige, så kan vi både mærke og handle på vores skadede fødder. Måske kan vi ikke længere gå, og det er ikke særlig hensigtsmæssigt, hvis man lever en samlertilværelse, og er afhængig af den mad man gående samler sammen. Stress gjorde os altså overlevelsesdygtig i nuet, men uden at inddrage fornuften til at overveje konsekvenser på sigt. Når vi i dag oplever stress i supermarkedet, har det antageligt fuldstændigt samme effekt i hjernen, som når vi i stenalderen oplevede stress: vi fokuserer mere snævert og har mindre adgang til vores fornuft. Vi begynder at agere mere reaktivt og mindre velovervejet.

 

Mennesker med psykoser, med angst, med depressioner, og med AD(H)D har alle det til fælles, at de har hjerner, der af forskellige årsager, oftest er hensat i en stresstilstand. Medicinen disse patientgrupper modtager adresserer de særskilte områder, hvorpå deres hjerner fungerer anderledes end andres hjerner, og dette nedsætter bl.a. stresstilstanden i hjernen. Hensigten er at personen der medicineres, gives adgang til sin fornuft, og til sit sunde følelsesliv, og dermed er i stand til at leve sit lev hensigtsmæssigt for såvel sig selv, som for andre.

 

En minoritet i disse patientgrupper er så syge, at man reelt godt kan tale om, at man med medicinering foretager en kemisk fastholdelse på dem. For denne minoritetsgruppe af patienter er det muligt at medicineringen primært er hensigtsmæssig for omgivelserne, om end det også er en overvejelse værd, om ikke vi som mennesker bør beskytte hinanden mod at gøre skade på os selv, eller mod at gøre skade på andre, når vi ikke selv er i stand til sundt at træffe beslutning om at undgå dette.

 

En del af disse patientgrupper, også en minoritetsgruppe, om end den er større end ovennævnte, kan ikke tåle den medicin, der normalt kan hjælpe andre med lignende problemstillinger. Mennesker der ikke tåler tilgængelig medicin kan få svære og ubehagelige bivirkninger, og tilmed kan disse i sjældne tilfælde være meget langvarige, og i få tilfælde kan de også være fatale. Her er vi nødt til at vælge udelukkende andre behandlingstiltag, når disse ikke kan kombineres med medicinsk behandling. Oftest kræver dette også mere markante ændringer i patientens miljø, således krav står mål med ressourcer, i den enkeltes liv.

 

Størstedelen af patientgrupperne tåler deres medicin og har gavn af den. Her gælder at bivirkninger enten er fraværende, eller godtgøres af en markant bedring af tilstanden. For disse patientgrupper bereder medicinen et ønsket middel, til at opnå at kunne indgå i det omkringliggende samfund, og der opnå ønskede mål i livet. Det bereder dem muligheden for at indgå og deltage i deres families liv, og det bereder dem muligheden for at bevare eller skabe tilknytning til andre mennesker, og for at indgå i almene sociale rammer. At indgå i almene sociale rammer er for de fleste i befolkningen noget de fuldstændig naturligt og uden kemisk hjælp evner at indgå i, og det kan derfor være svært at forstå hvor smertefuldt det kan være at skulle leve foruden.

 

Det er klart at det er korrekt at medicin ændrer den synlige personlighed, vi ved jo alle at når vi er stressede, ja så virker vi anderledes på andre mennesker, end når vi er rolige. Så naturligvis vil det forekomme omgivelser, og endog berørte selv, som om personligheden ændres. I realitet er det dog nærmere sådan, at med stressen minimeret, da årsagen til stresstilstanden er i medicinsk behandling, der bliver det muligt for patienten selv, såvel som for pårørende, at komme i berøring med den sande personlighed, og med denne personligheds reelle følelser. Det er også klart at disse følelser, nogle gange kan være stærke, især hos mennesker der ikke tidligere har været i en tilstand hvor de kunne registrere, og dermed lære sundt at håndtere deres reelle følelsesliv. Det er også derfor man altid opfordrer til at medicinsk behandling, og terapeutisk behandling følges ad. Den forøgede mulighed for at opnå selvindsigt skal følges med muligheden for, at lære at leve sundt med det man ved hjælp af sin medicin, bliver i stand til at erfare og erkende.

 

Der er naturligvis et alternativ: vi kan ændre verden, og vi kan ændre de krav der er i verden. Vi kunne f.eks. sørge for at alle kan tilbydes en høj levestandard for at udføre ufaglært manuelt arbejde. Vi kan også ændre vores uddannelsessystem markant og indføre mesterlære indenfor alle fag, således der er mulighed for at opnå et højt fagligt niveau, selvom sygdom eller handicap evt. stiller sig hindrende i vejen for kontinuerlige boglige studier. Vi kan hæve den kriminelle lavalder markant, og vi kan forbyde privatbilisme. Vi kan fjerne de mange krav om fleksibilitet på alle fronter, optimal evne til ydelse præsenteret sideløbende med udvidede sociale egenskaber for networking. Altsammen ganske sædvanlige krav på vores arbejdspladser. Alle disse tiltag og mange andre som dem, vil med garanti mindske behovet for medicinering ved ovennævnte patientgrupper, og dermed kan vi da nok ændre status til: Danmark uden piller. Vi kan også acceptere vores virkelighed og anerkende, at der er patientgrupper, der har endog meget svært ved at fungere i livet, for hvem medicinen bereder det lille fundament, der sætter dem i stand til over hovedet at kunne begynde at modtage, og anvende andre behandlingstiltag, og dermed opnå det gode liv, vi alle sammen ønsker os, såvel med som uden kroniske sygdomme og handicaps.

JHO Consult, Gl. Byvej 51, 5792 Årslev. Tlf.: 2149 5822