Diagnose som et meningsgivende værktøj

"Nu skal man jo heller ikke fokusere så meget diagnosen", sagde barnets socialrådgiver, "det er der ingen grund til. Det er bedre at fokusere på barnets ressourcer...".

 

I det udsagn ligger et større grundlag for den kategoriserende stigmatisering, som socialrådgiveren formodentlig forsøgte at undgå, end hun forhåbentlig selv er klar over:

 

Hvis vi ikke giver diagnosen et passende fokus, hvordan skal vi så forstå det i os der er anderledes, og det der falder udenfor. Hvordan skal vi så kunne forklare dette for vores omgivelser, så de kan forstå, hvorfor vi opfører os anderledes end de forventer af os. Ville det ikke være som at lade den blinde klare sig selv, uden hjælpemidler og uden at formidle for personen selv, og for omgivelserne, at et blindt menneske, er et menneske hvis syn ikke beriger dem sanseinput de kan navigere ud fra i omverden. Kunne vi forestille os, at vi ville lade et blindt menneske dels selv mangle forståelse for de mange steder, hvor personen ikke let fungerer i omverden, og dels lade omverden tænke, at her var en person, der tilsyneladende ikke kunne lære af sine erfaringer, siden personen gentagne gange, set fra omgivelsernes perspektiv, foretog ensartede fejltagelser.

 

Endvidere er det også meget beklageligt at tænke på en diagnose, som noget der er separat fra en persons ressourcer. Der er mange ressourcer integrerede i de elementer der er specifikke og kendetegnende ved en diversitet af diagnostiske kriterier indenfor de neurologiske diagnoser: evnen til at bibeholde et stærkt fokus på et snævert område af interesse, evnen til at arbejde hårdt og længe, evnen til at gå sin egen sunde vej, også når alle de andre går den anden vej. Blot nogle få eksempler på de mange og stærke ressourcer, der er naturlige følger af de symptomer, der indgår i de neurologiske diagnoser, som fx. ADHD og autisme.

 

Hvis vi ikke må give diagnosen det rette fokus når en nydiagnosticeret skal forstå sig selv, hvordan skal vi med et samlet symptomsæt, der godtgør en diagnosticering, så nogensinde opnå den selvsamme selvforståelse og spejling, som andre mennesker opnår. Selvforståelse og spejling, der endvidere er meget væsentlig for en sund udvikling hos et menneske. Hvis vi endvidere skal adskille alle vore specifikke ressourcer, fra vores diagnose, hvordan skal vi så kunne lære at elske den, og elske vores anderledeshed, og få et godt liv med det?

 

Det er værd at overveje, om ikke vi bør give diagnosen det fokus der er behov for, i forholdet til at forstå sig selv, og i forholdet til at forstå sig selv i sammenhæng med omverden. Og det er værd at overveje om ikke de mange ressourcer, der er i de neurologiske diagnoser skal fremhæves, med det formål at sikre, at såvel personen med diagnosen, som omverden omkring, kan benytte de stærke og sjældne ressourcer, der indgår i de neurologiske diagnoser som ADHD og autisme.

 

Handicap bliver det til, når man ikke selv forstår, når omverden ikke forstår, og når ingen forklarer. Hvis vi vil ligestilling, ligeværd, og ligebehandling så skal vi forstå, forstås, og have lov at give og modtage forklaring.

JHO Consult, Gl. Byvej 51, 5792 Årslev. Tlf.: 2149 5822