Autisme-light

En nyligt udredt voksen med Aspergers Syndrom og ADHD beskrev for nyligt i en terapi, hvorledes hun havde betragtet sin autisme som en "autisme-light", indtil hun i en sammenhæng sammen med mange andre med autisme, havde måttet erkende, at hun var endog meget belastet. Særskilt af sine perceptuelle og sansebetingede vanskeligheder.

 

Jeg husker også da jeg blev udredt: jeg tænkte blandt andet, at min autisme nok ikke var særlig vidtgående, fordi den først blev udredt nu, og på mit eget initiativ (og min mands). Det gav mening for mig, at så var autismen nok ikke særlig markant, og kunne derfor ikke have helt så stor betydning, som fx. hvis jeg havde haft en mere vidtgående diagnose. Infantil autisme fx., hvis jeg nu var diagnosticeret med infantil autisme, ja så måtte jeg da være langt mere belastet, eller langt mere handicappet, i langt flere situationer.

 

Jeg er ikke længere så sikker. Belastningen ved livet i det almene forekommer mig at være ekstrem, og meget handicappende, hvorimod det at følge og leve fuldstændigt efter min autismes behov, mine naturlige personlige behov i virkeligheden er langt lettere og mindre belastende for mig. Hvis jeg ophørte med at tale til og med andre, ophørte med at forfølge og forsøge at leve op til de mange normer, krav og omgivelser, ethvert mennesker lever i - så ville mit liv være nemmere, og langt mindre smertefuldt. Sagt på en anden måde: når jeg bare gør det jeg kan og ønsker, og er i min egen tilstedeværelse, uden udefrakommende krav, så er jeg ikke autist. Jeg er faktisk kun autist, når jeg går på gaden og biler larmer, folk hoster, hunde gør, blade rasler, vinden suser, og lyset skifter konstant. Når jeg sidder alene med maleri, tegning, puslespil, matematik, fysik, teori, eller andre fordybelser, så er jeg ikke autist. Så er jeg ekvilibrist, også hvis jeg sammenlignes med andre. Men så snart jeg skal bruge det til noget - målrette mine egenskaber og evner, så handicappes jeg. Så smertes jeg. Så fejler jeg. Igen og igen.

 

Autisme-light - hvad er det egentlig? Jeg har godt læst at Aspergers Syndrom er en mild form for Autisme. Men hvad er det for noget at skrive og sige? Hvad er det for en måde at beskrive en vidtgående anderledeshed på? Hvem har vurderet at det var mildt? Hvem har tænkt at sådan som noget ser ud udefra, sådan er det da også indefra? Vi ved jo reelt godt at der er forskel på indhold og udseende. Hvorfor så udtrykket "mildt". Lad mig understrege: der er INTET mildt ved Aspergers syndrom, når den er i samspil med almenverdenen. INTET. Aspergers syndrom - og antagelig autisme i det hele tager, er vidunderligt og inspirerende og spændende - når det er alene og der ikke stilles krav, andet end de man stiller til sin fordybelse. Evnen til fordybelse er af så intens art, og af så speciel art, at når jeg læser om Flow og flowteori, evnen til at fordybe sig og arbejde på en ganske særlig vis, i en ganske særlig form for intens fokus, så tænker jeg: "det er min eneste måde at fokusere på, skulle det nu være noget særligt?" og "tænk var der virkelig en der blev kendt på det, og sælger kurser i at lære andre det". Jeg kan også noget almenverdenen kan bruge til noget - masser faktisk. Men jeg kan næsten ikke holde til at give det videre. Livet er så hårdt og for mig at se, ville det være ulige meget lettere, hvis jeg havde den styrke som jeg ser ved det man kalder de mere handicappede og mindre højtfungerende autister: hvis jeg kunne formå at vende mig helt ind i mit eget. Aspergers er muligvis mildere for omgivelserne at håndtere, men jeg har mistanke om, at det er langt mere vidtgående for den berørte selv at leve med, end det retfærdigvis beskrives.

 

JHO Consult, Gl. Byvej 51, 5792 Årslev. Tlf.: 2149 5822