At have eller at have ADHD

ADHD er en af de mest omdebatterede psykiatriske diagnoser vi har. Endog fagfolk på det sundhedsfaglige område har flere gange i de verserende debatter problematiseret ikke bare selve diagnosens kriterier, og udredningsmetoder, men sågar selveste diagnosen. Kan det være rigtigt at ADHD slet ikke findes? Lad os undersøge dette nærmere: Hvis ADHD ikke findes, så må det være let at undersøge og forkaste den forskning der er på området, idet den jo i givet fald vil være behæftet med fejl og ubegrundede antagelser.

En simpel søgning på Google, på ”evidence of ADHD” returnerer en overvældende mængde af resultater. Det var dog meget hurtigt meget klart, at der ikke var nogen grund til at søge særlig meget længere, eller læse mange flere og tunge bøger på emnet, eller for den sags skyld at læse hvad den ene eller den anden sundhedsfaglige professionelle synes om dette: Forskning har fundet frem til, at ADHD kan påvises genetisk. Ikke nok med dette, men ADHD er også relateret til skizofreni og autisme, idet der er stort overlap mellem de genetiske varianter ved alle tre tilstande. Man mener dermed at det er indiskutabelt, at der her er tale om ikke blot en psykiatrisk tilstand, men om en neurologisk udviklingsforstyrrelse. Der ligger let tilgængeligt til køb og download på nettet adskillige videnskabelige artikler om denne forskning. Det er altså ikke nødvendigt også at erhverve sig den forskning, der har taget udgangspunkt i via scanning at definere forskelle på hjernen med og uden ADHD.

Men som det jo er med al videnskab, det er påvist, det er ikke bevist. Kun væk fra den virkelige verden kan man opstille kunstige forhold, og nå frem til endegyldige beviser, f.eks. i matematikkens verden. Men det er påvist at ADHD eksisterer som en neurologisk udviklingsforstyrrelse, oven i købet også at den er arvelig. Dette er påvist med al den systematiske grundighed i forskning, og med overholdelsen af alle de regler for evidens, som vi normalt respekterer og accepterer. Hver gang vi antager at en simpel penicillinbehandling, vil hjælpe os, eller hver gang vi tror/ved vi har hovedpine, og de der hovedpinepiller faktisk hjælper/vi antager at de hjælper, så er det vi i praksis benytter os af, at tro på den påviste årsag, der fører til den påviste effekt. Kan vi så tillade os, at mene at kun hvor det hjælper os med vores egne sygdomme, eller med vores egne smerter, der gider vi vælge at tro på forskning, men der hvor den når frem til resultater vi ikke bryder os om, der vælger vi at tro på os selv? Kan vi tillade os det?

I Danmark er der sundhedsprofessionelle, der ikke anerkender denne påviste neurologiske udviklingsforstyrrelse, selvom den har gennemgribende betydning for de mennesker der fødes med den, såvel som for de mennesker, der berøres af den. Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab i Danmark har i 2008 udgivet ”referenceprogrammet for udredning og behandling af børn og unge med ADHD”, af dette fremgår at man antager en forekomst på 3-5 % (alternativt 4-7 %) med ADHD. Hvis vi tror på den ovenfor beskrevne forskning, så må vi også tage konsekvensen heraf og fuldstændigt forlade den tænkning at ADHD er en tilstand man vokser fra. Det er sandsynligvis en tilstand der med erkendelse og modenhed bliver lettere at håndtere, men at vokse fra den ligger ikke naturligt i forlængelse af det vi nu ved om ADHD. Med en befolkning i DK på ca. 5,5 mio., har en befolkningsandel på ca. 220.000 personer ADHD (ved 4 % med ADHD).

Vi deltog for ikke længe siden ved et arrangement, hvor en oplægsholder var meget bekymret over den stærkt eskalerende diagnosticering, der finder sted i Danmark, hvor vi nu, ifølge denne oplægsholder, har udredt 65.000 mennesker med ADHD. Han var en branddygtig taler. Man burde ringe til ham nu, så han straks kunne begynde at tale for, at vi faktisk mangler at finde langt de fleste af de personer i Danmark, der går rundt og ikke forstår om sig selv, at de er født med en neurologisk udviklingsforstyrrelse. En udviklingsforstyrrelse, der sandsynligvis har ført til at de på mange måder har, og har haft udfordringer ingen i den almene befolkningsgruppe kan gøre sig begreb om.

Forestil dig at du er født blind. Du ved ikke at det er en særlig tilstand du har. For dig er det naturligt, du har jo altid haft det sådan. Forestil dig nu, at dine omgivelser heller ikke forstår dette om dig, de synes bare du ligner dem, og antager at du derfor er fuldstændigt ligesom de er. Forestil dig så at skulle fungere med dette usynlige og ukendte handicap, på lige fod med alle andre. Forestil dig deres reaktion, når du igen falder over hunden der ligger på gulvet, og du derved igen taber bakken du har i hænderne. Forestil dig din egen frustration, når du igen og igen forsøger at gøre det de beder dig om, og ikke lykkedes, og på ingen måder forstår hvorfor det dog hele tiden lykkedes for de andre, og aldrig for dig selv.

Sådan må de være for de ca. 155.000 personer vi mangler at diagnosticere i Danmark, således vi og de selv, kan begynde at anerkende, hvad det er for udfordringer og behov de har.