Anvendt Anerkendende Tilgang

Kultur versus natur. Vi foretager løbende indpakning af vores natur og af vore behov, i den kultur vi væver mellem os. Kulturen, den kunstigt skabte, er konkret og nærværende del af vores liv, uden vi i øvrigt skænker det mange tanker.

 

Natur kan være fysisk at skubbe en anden person væk, hvis man oplever at de står for tæt på, eller hvis de på anden måde står i vejen for en selv. Kultur kan være at meddele sig sit behov til den anden, med det todelte sprog, der samtidigt formidler anerkendelsen af den anden, samt af eget behov: "undskyld det er ikke for noget, men du står lige lidt for tæt på mig, til at det er rart, har du mulighed for at flytte dig lidt...". Natur kan være at tage det største stykke kage, fordi man elsker kage. Kultur kan være at tage det mindste stykke kage, fordi det udtrykker høflighed, respekt, ydmyghed, lyst til at dele, eller andre kulturbårne normer i samværet med andre.

 

Natur er at handle konkret og direkte på behov, i respekt for den samtidige hierarkiske struktur - hvem er stærkest, hvem bestemmer. Kultur er at formidle behov pakket ind i de kulturbårne normer der er gældende i den aktuelle interaktion. Endvidere at formidle dette under samtidig respekt for den hierarkiske struktur: er der er en udpeget leder, en naturlig leder, en uformel leder osv..

 

Anerkendende tilgang er dermed en kunstig tilgang. At meddele sig og tænke anerkendende er et kunstgreb, en kulturbåren tilgang. Det er ikke naturligt at søge det "gode ved", "det positive ved", at have udfordringer frem for problemer, eller at kritik skal være konstruktiv. Det naturlige er, at vi udpeger det der er l***, at vi har problemer, samt at vores kritik beskriver det der frustrer os. Det kunstgreb den Anerkendende tilgang tilbyder os, er at vi sætter os selv, andre og vores fællesskab i stand til at skifte position og betragte egne behov, problemstillinger og oplevelser, fra et andet perspektiv, der kan medføre nye muligheder, og give mere energi.

 

Anerkendende tilgang har været udsat for meget kritik: den er ikke konkret, den undertrykker og skaber "ja-facisme". Den giver stress, gør det umuligt at tale om problemer, undertrykker medarbejdere, handicappede, ledere, borgere osv.. Ja, det er naturligvis muligt at anvende den anerkendende tilgang til dette. Alt kan misbruges. Alt kan perverteres. Alt kan misforstås. Både i hænderne på den inkompetente, såvel som i hænderne på den, der bevidst misbruger.

 

Det er vigtigt at skelne - fordi "ja-hat", eller "ikke at sige fra", eller "undertrykkende positivisme" og andre tiltag, som den anerkendende tilgang beskyldes for at have medført, er ikke resultater af, eller integrerede i den Anerkendende Tilgang - det er resultater af misbrugt, eller misforstået anvendelse af tilgangen.

 

Anerkendende tilgang kræver ikke lalleglad positivisme - den kræver søgen efter det gode motiv: Når en medarbejder, et medlem af familien, et barn i institutionen - udtrykker eller viser modstand, er det opgaven indenfor den Anerkendende tilgang at overveje: "hvad er det gode ved denne reaktion - hvad er det personen forsøger at fortælle mig?". Anerkendende tilgang kræver søgen efter mening - man kan sige at den i vidt omfang hviler på Frankls logoterapi. Der skal være mening med tingene, dette giver styrke og tiltro, og sammenhængskraft såvel i den enkelte som i fællesskabet.

 

Konsulenter der nu vidt omfang begynder at undskylde at de har anvendt Anerkendende tilgang og selv har medvirket til at skabe "ja-facisme" eller tvungen positivisme, det er konsulenter, der ikke har formået at forstå, og dermed korrekt formidle den konkrete anvendelse af Anerkendende tilgang. De har manglet evne til at formidle at det netop i høj grad bruges til helt konkret at kunne beskrive og tale om det svære, det kritiske, problemstillingerne, således vi har et virkefuldt redskab der relativt simpelt kan anvendes i de svære samtaler og i de modsætningsfyldte fællesskaber, eller dilemmaer.

 

Jeg har også personligt oplevet anvendelsen af anerkendende dialogmodeller, hvor jeg næsten ikke kunne genkende modellen, fordi den netop blev anvendt til at undertrykke utilfredshed og styre "dialogen". Men det at en model anvendes forkert gør jo ikke tilgangen forkert.

 

At sige fra er igen blevet et moderne begreb. Vi skal igen lære at "sige fra". Konsulenter reklamerer ikke længere med at de arbejder anerkendende, nej nu arbejder de med at skabe afgrænsende tiltag, eller med at den enkelte kan "sige fra", kan sige "nej". Men overvej det lige et øjeblik: Hvad er et nej? Hvad er det at sige fra? Hvad kan det konkret bruges til?

 

Forestil dig, at din leder siger: "kan du forberede det her til mødet fredag, vi skal have drøftet den her situation i gruppen?", og så siger du "nej det kan jeg ikke holde til, jeg har alt for meget". Nu i "nej-hattens" begyndende levetid, skal din leder så acceptere dette, og sige "ok". Men hvis det nu reelt var vigtigt at det var dig der løste opgaven, du kender den bedst, og det er også reelt vigtigt at drøfte dette på mødet fredag, hvor står vi så med løsning af opgaven? Den anerkendende tilgang beriger her muligheden for at du kan svare som ovenfor, og at din leder nu i stedet for simpelthen at acceptere dit svar kan udfordre dig: "ok, jamen godt du siger det, hvordan kan vi skabe plads i dine opgaver, så du har tid til dette, for så må vi forsøge at prioritere, kan jeg hjælpe med det, eller er der andre der kan?" (et eksempel). Det anerkendende går jo begge veje - opgaven og dens prioritet skal jo også anerkendes. Lederens ret til at fordele arbejdet skal jo også anerkendes. Medarbejderes eget udspil skal anerkendes. Det anerkendende skal hjælpe med at kortlægge alle udfordringer, og at sikre, at muligheder der på den baggrund findes, kan håndtere ALLE disse, og ikke blot elementer af disse.

 

Anerkendelse er ikke positivisme og ja-hat, eller krav om selv at skabe motivation. At beskrive dette som anerkendelse, eller som enestående elementer i Anerkendende tilgang, det er at vise sin ekstreme mangel på kendskab til Anerkendende tilgang, samt i den grad at beskrive sin manglende evne til at anvende Anerkendende tilgang. Anerkendende tilgang er jo netop det modsatte på alle måder.

 

MEN det anerkendende arbejder konstant og vedholdende med at finde succesen i erfaringen, i det kritiske, i problemet. Ikke fordi det skal anvendes til at negligere, men fordi det skal anvendes som ressource i håndteringen! Derfor er al kritik, negative erfaringer, og problemstillinger vigtige elementer i den Anerkendende tilgang, de er jo naturlige. Så kommer kulturen, det kunstigt skabte element, den valgte tilgang - her den Anerkendende, og transformerer ved at søge succes, søge det der virker, søge den gode historie, søge den positive erfaring, søge det gode motiv, og det er hvad vi konkrete kan bruge tilgangen til.

 

Det giver energi! Det er ganske simpelt i virkeligheden: det vi betragter som værdifuld læring giver os energi at tænke på. Det vi betragter som nedture og l*** i vores liv, det giver træthed. Ved at lære at tænke anderledes om tingene, kan vi hjælpe os selv med at få mere energi og med at bruge vores initialt negative erfaringer, til at fokusere på hvilke ressourcer disse gav os, eller hvordan vi kunne lære af dette. Anerkendende tilgang er i sin ægte form ressourcesøgende, berigende, udviklende, uden at være stressende, og den er energifremmende. At udvikle denne tænkning i den enkelte er en læringsproces, fuldstændigt som det er med alle andre elementer i vores kultur. Vi cykler ikke første gang prøver, vi taler ikke flydende og korrekt første gang vi prøver. Men vi øver os og bliver ved, og på den vis kan vi begynde at mestre.

 

 

Er du blevet nysgerrig på praksisanvendelse af tilgangen? Læs evt. vores artikel omkring dette: Anerkendende tilgang på personalemødet

 

Eller følg os Facebook

 

Læs mere af vores materiale, som du finder på vores hjemmeside

 

JHO Consult, Gl. Byvej 51, 5792 Årslev. Tlf.: 2149 5822