Tagfat

Det har ikke undgået min opmærksomhed at også voksne holder af at lege.

 

Jeg har læst en del om dette, og kan gennem disse intellektuelle studier forstå, at leg for voksne primært har funktionen at skabe eller at styrke, fællesskaber, såvel som at tilvejebringe et godt helbred, der hvor disse lege er aktive.

 

 

Jeg har personligt kun sjældent haft den glæde på første hånd, at opleve dette kærlige og inkluderende samvær med andre voksne. For nylig havde jeg dog den glæde at blive inviteret med til en sådan form for samvær. Dette er således blevet udgangspunkt for at jeg nu kan lave en nærmere beskrivelse af denne oplevelse.

 

 

I forbindelse med et forældremøde på min datters skole, skulle vi forældre dels ”rystes sammen”, sådan mener jeg gymnastiklæreren udtrykte det, og dels skulle vi personligt erfare, hvilke former for fysisk udfoldelse skolen underviste vore børn i. Vi blev altså af gymnastiklæreren ført over til gymnastiksalen og her blev vi introduceret for den første aktivitet, som vore børn typisk udførte i deres gymnastiktimer.

 

 

Den første aktivitet hed ”taun”, og som læreren sagde, måske var der også nogle der kendte aktiveteten som en leg kaldet "fange". Det gik ud at på at nogle af læreren særligt udvalgte forældre, modtog nogle røde bånd som de så skulle have over skulderen. Disse røde bånd var en slags distinktion, der viste at de forældre der bar distinktionen var udvalgte til at forsøge at fange de andre forældre, der så igen skulle forsøge at undgå at blive fanget. Når de der havde distinktionen, således havde fanget en anden forælder, der på sin side ikke havde distinktionen, så skulle de overgive distinktionen til den tilfangetagende forælder, der ved modtagelsen af denne distinktion, i form af det røde bånd, så selv skulle forsøge at fange andre forældre, der ikke var bærere af denne distinktion i form af det røde bånd, og de der havde afleveret distinktionen, i form af det røde bånd, skulle så selv løbe rundt og forsøge at undgå at blive fanget. Det virkede umiddelbart ikke helt så kompliceret som jeg først havde frygtet, og jeg følte mig sikker på, at jeg nok forstod reglerne for denne leg.

 

 

På den måde var det faktisk en slags leg der handlede om at samarbejde om at modarbejde hinanden. Det syntes jeg var et meget interessant dilemma, men jeg fik ikke en chance for at tale med læreren om det, før alle forældrene, som var de blevet grebet af en massepsykose, pludseligt løb rundt og rundt omkring mig. De løb i alle retninger. De var meget vanskeligt at få dem i tale fordi de løb rundt, og nogle skreg også. Det var faktisk ikke ret behageligt. Jeg besluttede mig for at forholde mig helt roligt, og ikke at løbe rundt. Jeg begyndte også at mærke en meget stærk panik, der steg mere og mere, i takt med at nogen skreg, og andre brølede.

 

 

Pludselig var der en der hårdhændet rev i mig, og i en voldsom udånding – lige ind i mit ansigt, også det er da normalt noget man anser for meget uhøfligt? – brølede ad mig ”HTRUNNN”. ”Hvad behager?” svarede jeg, jeg er godt klar over at det var lige en anelse for formelt, men jeg kan simpelthen ikke styre det, det er en simpel angstreaktion hos mig, jo mere angst jeg bliver des mere korrekt og formfuldendt taler jeg. Han svarede ikke men bare ligesom stirrede på mig, mens han insisterende rakte en knyttet hånd over mod mig, og han bare pustede og pustede – det var virkelig meget ubehageligt. Jeg kiggede mig omkring for at forsøge at finde min mand, han ved altid hvad man skal gøre i den slags situationer, men hele gymnastiksalen var et stort kaos af voksne mennesker der skrigende og brølende løb rundt. Jeg vidste han havde haft en rød trøje på, men det var der vist flere der havde.

 

 

Manden der havde henvendt sig til mig, rev i min skulder og råbte nu ”TAUN” – og det gik op for mig at han var en af de udvalgte der bar distinktioner, der tillod dem at indfange andre, og at jeg først nu havde opdaget dette fordi han bar denne distinktion, i form af et rødt bånd, i sin udstrakte knytnæve, og ikke over skulderen, som han skulle have gjort.

Jeg spurgte nu manden, om ikke han syntes det var et interessant dilemma denne leg besad: at vi på den vis skulle samarbejde om at modarbejde hinanden. Han svarede ikke, men af hans ansigtsudtryk kunne jeg tydeligt forstå at han simpelthen ikke forstod dilemmaet. Det er sjov som det ofte siges at autister ikke er gode til dette nonverbale sprog, det var faktisk meget meget tydeligt at han intet forstod af det jeg sagde.

 

 

Jeg bemærkede også at han faktisk trak vejret usædvanlig hårdt, at han virkede mere rødmosset end man kunne antage var normalt. Koblet med hans synlige forvirring over mit rimelig simple spørgsmål, gjorde det mig ret bekymret for ham: måske var han ved at få et ildebefindende af en art? Jeg er faktisk et temmelig omsorgsfuldt menneske, og af den grund spurgte jeg ind til hvordan han egentlig befandt sig lige nu. Jeg tænkte at jeg måtte undersøge det respektfuldt. Det er min erfaring at det er stærkt undervurderet hvor sårbart det kan være for mennesker at have behov for hjælp. Man skal nærme sig meget forsigtigt og respektfuldt, og hele tiden søge tilladelse til at måtte hjælpe. Man skal ikke bare gå i gang med at hjælpe dem, selvom det ofte forekommer som det mest meningsfulde. Det er også væsentligt at der ikke er en ensidig måde at tolke menneskers udtryk på, der kunne jo også være en anden årsag til hans usædvanlige fysiske fremtoning. Nogle gange kan man godt misforstå dette.

 

 

Derfor spurgte jeg altså her i gymnastiksalen ind til mandens velbefindende, hvilket tilsyneladende forvirrede ham yderligere. Da det dog meget hurtigt lod til at hans fysiske tilstand bedres, han vejrtrækning blev roligere osv., valgte jeg at tolke det på den vis, at han ikke havde behov for hjælp. Derfor gentog jeg altså roligt mit spørgsmål fra tidligere, altså hvordan han tænkte om dette interessante dilemma, men forklarede denne gang uddybende om detaljerne i mine overvejelser bag dette dilemma. Det var naturligvis noget vanskeligt med de mange folk der løb rundt om os og skreg, men jeg bevarede roen temmelig godt syntes jeg.

 

 

Selvom det var tydeligt at manden ikke var syg, svarede han ikke på mit spørgsmål, i stedet rakte han igen sin knyttede hånd frem mod mig, og sagde nu tydeligt ordet ”taun”. Det gik op for mig, at manden faktisk forsøgte at indikere, at eftersom manden havde været en af de personer med distinktionen, der viste at han tilladelse til at fange andre, nu havde fanget mig, og tilbød mig at modtage denne distinktion, der tillod mig at fange andre. Jeg blev meget rørt. Det er ualmindelig sjældent jeg i mit liv har oplevet at andre mennesker ønskede at dele deres leg med mig. Jeg overvejede, hvorledes jeg kunne takke ham på en måde der fuldt ud viste ham, i præcist hvor høj grad jeg værdsatte at han inkluderede mig i legen. Jeg undskyldte mig og forlod rummet, fordi jeg ikke helt kunne koncentrere mig om dette mens der foregik al denne råben og løben rundt, der tilsyneladende var en del af den beskrevne leg. Dette viste sig senere at være dumt, for da jeg endeligt havde planlagt hvad jeg ville sige til manden, for bedst at kunne give udtryk for min taknemmelig, kunne jeg faktisk ikke genkende ham igen, da jeg igen gik tilbage til persongruppen. Der var ikke længere nogen der stod med et bånd i hånden, der hvor jeg havde forladt ham, og da jeg har meget svært ved at genkende ansigter, var det altså umuligt for mig, at adressere ham med min taknemmelighed.

 

Efter dette blev det dog klart for mig, at jeg var nødt til også at have et regelsæt vedrørende leg med andre voksne, som jeg kunne forholde mig til i anden og lignende situation. Jeg har derfor udarbejdet det følgende regelsæt, der muligvis over tid skal forebedres en anelse - men her er det til deling til de,der måske også kan bruge det.

 

REGLER FOR LEG MED VOKSNE

 

Grundlæggende tankesæt: En leg blandt voksne har til hensigt at berede morskab og sammenhold.

Det hænder at voksne i leg bliver voldsomt uenige, og her bereder det ikke morskab og sammenhold, men kan føre til dybe og svære konflikter, selv i meget nære vennekredse, og i familier.

 

 

Regel nummer 1: Så vidt muligt skal man indgå i lege blandt voksne, da hensigten er at skabe en forøget oplevelse af samvær. Tøj og adfærd er i disse sammenhænge meget varierende, nogle gange er man i sit selskabstøj, andre gange i særligt træningstøj. Man bør, hvor det er muligt, undersøge hvilken form for fremtoning man bør have, og tilstræbe at følge dette. Endvidere kan adfærd også variere meget, og man bør i starten iagttage andre nøje, og også her tilstræbe at indgå med samme grad af entusiasme som andre har.

 

 

Regel nummer 2: Man må ikke indgå i lege blandt voksne, i de tilfælde, hvor de kan føre til at man selv, eller andre får ubehagelige oplevelser af dette. I disse tilfælde bør man søge at påtage en anden funktion der er gavnlig for fællesskabet, her kan man sørge for drikkevarer, rydde op eller lignende aktiviteter, og dermed opnå samme inklusion i samværet.

 

 

Regel nummer 3: Man bør ikke analysere legen, især ikke mens den foregår. Da det er naturligt at få en lyst til at gøre dette, for derved at opnå en højere forståelse for legen og dens formål, kan man i sit stille sind roligt gøre dette, men jeg vil ikke anbefale at man deler disse overvejelser med nogen andre.

 

 

Regel nummer 4: Det er meget vanskeligt at regne ud hvornår lege starter og slutter, især hvor det er en leg, med indbyggede pauser, eller hvor der opstår uenigheder der løbende afklares. Under disse pauser, og før og efter legen, er det ikke tilladt at lege. For at iagttage denne regel anbefales at udse sig en person, med store sociale egenskaber, hvis adfærd man her kan kopiere. Dette bør man ikke tale om, eller lade være synligt. Reglen for dette er, at man skal opføre sig som andre, men ikke må efterligne.

 

JHO Consult, Gl. Byvej 51, 5792 Årslev. Tlf.: 2149 5822